Jens Baggesen (1764–1826)

        Naar Solen vækker mig til Dagens Sysler,

Naar upaaklædt jeg sidder ved mit Bord,

Og mellem gamle Folianter nysler,

Og tømmer deres Viisdom, som man troer;

        Naar, med Donat og Fibelbret i Haanden,

Jeg sidder mellem haabefulde to,

Og ikke sielden, ivrigen i Aanden,

Giør Salomon af Klaus, som nogle troe;

        Naar midt i Musers Tempel, med en Mine,

Sig Kato selv ei skulde skammet ved,

Blandt Phoebi Børn jeg synes Mening pine

Af Ord, som min Decanus standser ved —

        Naar stundom mellem stive Cavallerer,

Blandt Damer ved en gunstig Herres Bord,

Jeg allerydmygst vittig amuserer

Den naadige Forsamling, som man troer —

        Naar paa min vante Plads i Høresalen

Jeg stirrer paa Cathedrets Clinias

Og lytter, troer han, som paa Nattergalen

Til hans pedantisk declamerte Fjas —

        Naar mellem Hvisken, Hosten, Støien, Grinen,

Paa Whigs Concert jeg een og anden Gang

Beundrer Torrys Greb paa Fiolinen,¹

Og smelter, som man troer, ved Lollis Sang —

        Naar ikke blot til Lyst jeg paa Parterre²

Maa grædende Crispin, som Doctor, see;

Og Odins Søn, og Thor, den gamle Herre,

Hvor nødig jeg end vilde det, belee —

        Hvor vilde da Kiedsommeligheds Pine

Mig giøre Tidens Gang utaalelig!

Hvis jeg ei tænkte kun paa dig, Seline!

Hvis overalt min Siel var ei hos dig.