Jeg synger ikke om Kamp og Krig,
Og Heltes Seire paa Stridens Enge;
Min Muse blegner og skiuler sig,
Naar Sverd mod Skjolde sig mordisk trænge.
Naar Sablen klirrer og Spydet hviner,
Naar Døden throner paa Livs Ruiner,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke til Evans Priis,
Naar glad han mellem Pocaler dandser.
Jeg har, blandt andre, den egne Viis,
At uden Drikken jeg bedre sandser;
Skal Verset søges i Glas og Kruse,
Saa blir ved Prosa min ædrue Muse,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke en Elske-Konst,
Og Regler for at indtage Piger;
Al Ars amandi er dog omsonst,
Naar Aldren kommer, og Styrken viger;
Og da først er det jeg den behøver;
Men, naar mig denne min Ungdom røver,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke, som Juvenal,
Min Næstes Feil og min Naboes Lyder;
Vor Jord blev derfor ei mindre gal,
Og Laster derfor blev ikke Dyder.
Naar Podagra dig forbyder svire,
Skriv da mod Dobleren en Satire;
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke om snedig Ræv,
Om gamle Katte, og Muse-Krige.
Æsopus skrev sig jo Ryggen skiæv,
Og Verden blev dog ei mere lige;
Naar Skader pludre Juristerier,
Og Katte mjave Philosophier,
Saa tier jeg.
Jeg synger ei den symphonske Skov,
Hvor Philomele sin Solo triller,
Hvor Almagts Under og Godheds Lov
Hver vinget Ewald i Toppen spiller;
Naar Aftenrøden Naturen maler,
Og Skoven skingrer af Nattergaler,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke Monarkers Priis;
Jeg neppe kiender dem ret — desuden,
Er een og anden lidt god og viis,
Faaer han vel Røgelse mig foruden;
Og overalt, naar en Enkelt byder,
Og halve Verden den eene lyder,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke ved Lejlighed,
Naar Livet farer af en Spadille;
Om naadig Frue selv dandsed’ med,
Saa taug jeg, troer jeg, dog ganske stille;
Da Tingen skeer i naturlig Orden,
Og Tabet sielden just skader Jorden,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikke for en Mæcen;
Thi, sandt at sige, saa troer jeg ikke
Det blev mig mueligt at finde een,
Om jeg fik Indfald, i Riim at tigge
Thi Sandhed vil jeg saa gierne sige,
Og dette kan man just ei saa lige,
Saa tier jeg.
Jeg synger ikkun om Kierlighed,
Kun Elskov toner min kielne Lyre;
Jeg synger ikkun den Salighed,
Jeg svømmer i ved dit Bryst, Semire!
Hvor Evighed jeg allene savner,
Naar du mig kysser, naar du mig favner,
Saa synger jeg.
Og alt gientoner, Semire! dig.
Semire: gienrasle Skovens Eege;
Semire: gienvifter Engen mig,
Hvor Vestenvinde med Flora lege,
Semire: gienlyde steile Fielde,
Semire: gienrisle Kildevælde,
Dig synger jeg.