Da jeg fik dem.
Skiønne, kielne Roser visner ikke!
Blomstrer trygge her hos eders Ven!
Eders spæde Torne frit ham stikke,
Eders Duft helbreder ham igien.
Eders kielne Spyd omsonst ham true;
Gierne lider han, hvad Amor leed,
For i eders Purpur-Smil at skue
Billedet paa skiøn Uskyldighed.
Skiønne, kielne Roser! visner ikke!
Dufter indtil Solens Nedgang sødt!
Dufter end i Nattens Øieblikke,
Naar Naturens sidste Smil er dødt!
Solen atter frem i Morgen iler,
Og opvarmer mildt den kolde Luft —
Naar dens første Blik til Jorden smiler,
Lad det vække mig i eders Duft!
Da de visnede.
Røde Roser! Eders Purpur blegner!
Hvide Roser! Eders Snee blev graae!
Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner
Al den Skiønhed, Solen blomstre saae!
Roser! Eders sidste Smil mig minder
Hendes Smil, hvis Haand I blomstred’ i;
Ogsaa dette Smil engang forsvinder —
Grumme Roser! ak! hvi visned I?
"O! vi haabede den stolte Lykke,
"Trylled’ sødt i hendes Haand af Lyst,
"Hendes skiønne skyldfrie Barm at smykke,
"Og engang at døe paa hendes Bryst!
"Ak! vi maatte hendes Smil forlade!
"Og af hendes Haand modtog os Du! —
"Grumme! derfor falme vore Blade!
"Grumme Sanger! derfor døe vi nu."