Forvandlingen
eller
eller
Bøndernes Frihed
Bøndernes Frihed
(Skreven i en huul Eeg i Skoven ved Christianssæde.)
(Skreven i en huul Eeg i Skoven ved Christianssæde.)
Hvilken salig Glands mit Blik omhyller?
Fløi min Siel bag Solen i en Slum?
Skiønne Straale, som min Aand fortryller,
Vakte du mig til Elysium?
Her i Skovens lysbestrøete Skygger,
Langt fra kiede Stæders vilde Larm,
Hvor sin Throne Philomele bygger,
Føler jeg mig tryg i Friheds Arm.
Flygter ikke blide Tryllerier!
Skiønne Drøm, flyv ei min Siel forbi,
Hvor Naturens Favntag mig indvier,
Til den Salighed, du svømmer i!
Stands paa dine lette, lyse Vinger,
Godheds milde lyse Sendebud!
Tolk mig al den Vellyst, du medbringer,
Før du flyver hiem igien til Gud!
Her i Eegens høitidssvangre Hierte,
Stille, som den Barm, der giemmer mig,
Renset fra hver Plet af jordisk Smerte,
Helliget i Fryd, jeg hører dig!
I Naturens Helligdom, omringet
Af dens Skabers Glands, en Engel lig,
Let, af salig Andagts Ild bevinget,
Skal min Siel forstaae og følge dig!
”Mærk, du Dødelige! Fremtids Syner
”Aabne sig for dit henrykte Blik,
”Giennem Støvets Nat en Straale lyner
”Fra det Lys, som Aander eene fik;
”Fat den Fremtids Salighed, jeg bringer,
”See! den svæver synlig om din Aand!
”Nyd det Nu, hvori din Siel fik Vinger
”Følg mig, løft af Støvets tunge Baand!”
Som naar efter Livets lange Kummer
Jordens Søn, som her var god og viis,
Vækket af den kolde Dødens Slummer
Vaagner op engang i Paradiis,
Saa forsvandt for mit opklarte Øie
Rundt omkring mig, hvad jeg forhen saae,
Og jeg skued’, nærmere det Høie,
Under mig et Paradiis opstaae.
Der hvor nylig grimme Tidsler groede,
Bølged’ sig en Hær af svangre Straae,
Der, hvor usle Hytter samled’ stode,
Muntre Boeliger adspredte laae —
Der, hvor Armod græd i tunge Kiæder,
Trættet Svaghed syg og doven gik,
Flittige, og frie og raske Glæder
Mødte mit umættelige Blik.
Blide Dale, høitidsfulde Skove,
Klare Bække vexled’ under mig —
Alt var fyldt af Liv og Lyst og Love,
Hvor Natur og Konst omfavned’ sig —
Spredte laae de lykkelige Tage,
Under hvilke Jordens Rigdom laae,
Hist gik Manden, hisset gik hans Mage,
Han til Agren, hun til sine Smaae.
Begge sang i muntre, konstfri Toner
Glade Jubler op til Glædens Gud —
Og fra Skovens mørkegrønne Throner
Ekko lød til Ekko: Gode Gud! —
Alt var fuldt af Virksomhed og Glæde,
Rundt om Fryden gik i Flidens Fied,
Skov og Dal og Bæk var Friheds Sæde,
Hele Landet Lykkens Opholds Sted.
”Dette ssabte Danmarks Ven, hvis Øie
”Skuede hvad der var got og ret,
"Og som ei uvirksom lod sig nøie
”Med at skue — men fremkaldte det.
”Hør hvor denne glade Slægt velsigner
”Hans udødelige blide Navn —
”Og ved Afkom, som sit Udspring ligner,
”Glemmer deres første Faders Savn!”
Pludselig en Lyd mange Stemmer
Hvirvlede sig til mit Øre frem:
”Brødre! her i Glædens Skygger glemmer
”Ei den Fader, som os skabte dem!
”Nu hans Støv i Jorden roelig hviler
”Qvæget i en stille Slummers Fred;
”Men hans Siel fra lyse Himle smiler
”End i Sønnesønnen til os ned.” —
Alt forsvandt, og Sang og Glands bortvege
Tungt igien jeg følte Støvets Baand;
Men imellem topforgyldte Eege
Svæved’ endnu Bondens Faders Aand
Og jeg priste Gud, som lod ham blive
Ædel, viis og god, og Danmarks Lyst,
Og som ham en Broder vilde give
Stor, som han, i alle Ædles Bryst.