Alf og Lyna
(Af en utrykt Opera.)
(Af en utrykt Opera.)
Midnattens Maane gik Skyen forbi,
De Stierner saa zittrende blinkte;
Vestlige Smaalyn paa vildsomme Stie
Alf til sin Elskede vinkte.
Men Lyna dandser i Himlen.
Lyna var yndet af Uller og Alf;
Men Alf var kun yndet af Lyna;
Skovenes Trolde for Heltene skialv —
Lundene gienløde: Lyna!
Men Lyna dandser i Himlen.
Uller i Skoven den Yndige bad,
(Saa klager den kurrende Due)
"Alf har jeg givet mit Hierte,” hun qvad —
Hans Øie blev rædsomt at skue —
Men Lyna dandser i Himlen.
Mordstaalet foer af den Rasendes Haand
I Lynalilds bævende Hierte —
Smilende Lynalild opgav sin Aand —
De Engle til Himlen den bærte.
Men Lyna dandser i Himlen.
Midnattens Maane sig skiulte bag Skye,
De Stierner saa zittrende blinkte;
Vestlige Smaalyn paa vildsomme Stie
Alf til sin Elskede vinkte.
Men Lyna dandser i Himlen.
Mørk rulled’ Elskerens bristende Syn
Paa blegnede, blødende Lyna —
Natten opklartes af rødere Lyn —
Lunden gienhylede: Lyna!
Men Lyna dandser i Himlen.
Morderen kom: "Jeg har myrdet din Brud!”
Alf brast i Taarer: "Du Arme!
"Lev, hvis du kan! jeg vil følge min Brud!”
Han død sank i Lynalilds Arme.
Nu begge dandser i Himlen.