Midnattens Maane gik Skyen forbi,
De Stjerner saa zittrende blinkte;
Vestlige Smaalyn paa vildsomme Stie
Alf til sin Elskede vinkte.
Men Lyna svæver i Himlen.
Lyna var yndet af Uller og Alf;
Men Alf var kun yndet af Lyna;
Skovenes Trolde for Heltene skialv —
Lundene gienløde: Lyna!
Men Lyna svæver i Himlen.
Uller i Skoven den Yndige bad,
(Saa klager den kurrende Due).
„Alf har jeg givet mit Hierte,” hun qvad —
Hans Øje blev rædsomt at skue —
Men Lyna svæver i Himlen.
Mordstaalet foer af den Rasendes Haand,
Mens Hiertet i Barmen ham bæved —
Smilende Lynalild opgav sin Aand —
Da Engle til Himlen den hæved.
Men Lyna svæver i Himlen.
Midnattens Maane sig skiulte bag Skye,
De Stjerner saa zittrende blinkte;
Vestlige Smaalyn paa vildsomme Stie
Alf til sin Elskede vinkte.
Men Lyna svæver i Himlen.
Mørk rulled Elskerens bristende Syn
Paa blegnede, blødende Lyna —
Natten opklartes af rødere Lyn —
Lunden gienhylede: Lyna!
Men Lyna svæver i Himlen.
Morderen kom: „Jeg har myrdet din Brud!”
Alf brast i Taarer: „Du Arme!
Lev, hvis du kan! jeg vil følge min Brud!”
Han død sank i Lynalilds Arme.
Nu begge svæver i Himlen.