Signelil sad i Kakkelovnskrog,
Taarerne runde saa stride,
Moderen stod med en nyttig Bog
trolig ved Datterens Side.
Signelil græd for en elsket Ven,
som til Kampen var draget hen
mod Saracenernes Rige,
Ynker den arme Pige!
Himmelen var som Aske graa,
Stormen saa hvinende varsled’,
Signes Befindende var som saa,
nyligen havde hun barslet.
Moderen laved’ en Barselgrød,
salten Taare i Grøden flød,
hun for sit Barn monne græde,
Moderens Trøst og Glæde.
Grøden var lavet, og Moderen gik,
den til sin Datter at bære;
hjertelig Tak hun af Signelil fik:
"Moder velsignet du være!"
Moderen blev saa hjerteglad,
Signelil spiste det hele Fad,
sank saa i Dødens Arme.
Himmelen sig forbarme!
Mod’ren af Skræk fik Apoplexie,
livløs hun segned paa Tillie.
saae paa den stakkels Familie.
Maanen vender sit Ansigt bort,
Natten bliver nu ravnesort,
rædsomt Uglerne tude!
Hermed er Visen ude.