Andet Brev
Til Udgiveren af Nyeste Kiøbenhavns Skilderie — d. 15 November 1815
Til Udgiveren af Nyeste Kiøbenhavns Skilderie — d. 15 November 1815
Gaarsdagens Skilderie jeg alt har døiet —
Med Lignelsen om Skæven i
Min Broders Øie paa mit Rimerie,
Og Bielken i mit eget Blik for Øiet —
Thi denne Broder, meere huul, end huld,
Med Øie paa mig, for at maale
Hvormegen Spas jeg vel kan taale?
Jeg sad alt — som jeg sad paa Naale —
Som Corfitz med det bare Hoved sad,
Mens Gunild maalte ham fra Top til Saale —
Ved Enden af det første Blad;
Nu sidder jeg, som samme stakkels Manden
Da bort hun gik, at spørge Katten ad,
Lidt heed om Ørerne — jeg veed ei hvad —
Og hører Got Folk lee, som de var fra Forstanden.
Naturligviis jeg gjerne vide gad,
Om jeg, som han, faaer Horn i Panden?
Hvad Maaleren mig giver at forstaae
Lad gaae!
Jeg haaber, mine Horn at bære,
Mens Troels korser sig for Lucifer,
Som Moses, Bacchus, eller Jupiter,
Med Ære.
Hils altsaa, kiere Ven, endnu engang,
Mig saa vidundervittig driller,
At jeg gad drilles tidt i samme Sprog,
Skiøndt han just ei forgylder sine Piller;
Han er min Mand med alt det dog —
Og ikke, som de andre Smaapoeter,
Der trodse mig i Spil med lutter Beeter,
Et sælle Skrog!
Det er en Mand, med hvem jeg lidt kan snakke,
(Trods nogle Stænk paa Siælens Frakke)
Foruden Rift i Aandens Brog;
Thi han forstaaer, i Kamp, som egner Helte,
Mod søden Kniv saa sødt at spænde Belte,
At hvis han sin, til Hjaltet, i mig jog
Saa selv jeg tumlede — jeg raabte høit i Tumlen:
„Einheriar! jeg seer, du kiender Rumlen!
Slaae mig kun frisk ihiel, min Ven!
Kraft øver sig mod Kraft i Pen mod Pen!
Valhallas Tyre maae hinanden stange
Tildøde; thi man der giør ingen Fange!
Jeg falder; men det giør mig ikke bange;
Jeg falder jo for Dig, og du, min Ven,
Du veed, at jeg staaer op igjen!
See! det er Aandeverdnens Balderone!
Den Leeg forstaaer ei hvert Rabalder-Fjog,
Trods alle Snæv af Tydsklands Calderone,
Trods alle Løv af Göthes plukte Krone,
Trods fordums Asa-Kraft og Asa-Sprog,
Trods Hakons laante Sværd og Snorros læste Bog
Paa den ham ubestredne norske Throne,
Og trods et Par jotunske Heltetog
Det er den ægte danske Sømandstone!
Din Haand, min Broer! lad Kniven os forsone,
Hvis vi dermed hinanden skar!
Den søde Kniv, som Tvillingeggen har,
Der ikke blot paa Odins Bord maa bruges,
Hvor hele Skinker af Serimner sluges,
Men og naar giftig Ukrud voxer til
I Frejas Have. Thi du veed Brorlil,
At meget der maa kappes, skiæres, luges,
Ifald man vil,
At Yduns Æbletræe blandt de Kiærminder,
Naturen planted rundt om Ygdrasil,
Skal blomstre, triv’s, og vinde Skiønheds Spil
Trods Kraftens vilde Nordvinds barske Hinder!
Den søde Kniv
Ei flænger blot for Tidsfordriv
Her neden,
Men skiærer deilige Figurer ud —
Den skiærer bort de vilde Snylteskud —
Og det for lange Skiæg af Dagens Gud —
For hvem, min Broer? For Evigheden!
„Hvad er det for en Kniv?” (saa hører jeg, med Haan
Min Jette spørger neden under Jorden,
Hvor han har skiult sig for Kritikens Torden)
„Kan man den ikke faae til Laan?”
Nei! Thor ei laaner gierne bort den Hammer,
Hvormed han dig og dine rammer!
Og hendte sig, du fandt den i en Krog,
Du skar dig paa den, hvis du fræk den tog!
Den søde Kniv, i rigtig Haand at sige,
Der dræber kun for Spøg i Sangens Himmerige,
Er Sneedorfs, Evalds, Wessels danske Sprog
Hvis Samskritkildes Reenhed uden Lige
Hvert andet mere blandet Sprogs maa vige!
Som Utgards Loke, skiult, bag Fieldets Muur,
Taus, Hersker over Troldene paa Luur,
Kan du det ved dit eget Hof undvære;
Men vil Einheriar i Odins Hal du være,
Vil du og vove blot en lille Dyst med Ære
Mod den, der fordrer dig, alt længe keed
Af denslags Krig, hvorom dit Baghold veed
Beskeed,
Maa du det lære!
Det skal fornøie mig af Hiertens Grund!
Thi, trods din Svaren med en andens Mund,
Trods din Nedladelse til bare Spanken
I Eenevældehulen under Banken,
Jeg nærer dog endnu bestandig Tanken,
At du er Asa-Loke — trods din Bo —
Du veed nok selv, at der er to!
Er du, som jeg endnu bestandig vil formode,
Den gode,
Saa lad Smaatroldene, du maa foragte selv,
Ei længer hvisle mig dit Skiælv!
Men stil dig — Pladsen alt er aaben —
Som Digterkiæmpe — Skialdhelt — Bardegud —
Hvordan du vil, med Stød, med Stik, med Skud
Men Mand mod Mand, med ædle danske Vaaben!
Anmærkning
„Der stikker ikke” siger Wieland etsteds, „saa megen Viisdom i den berømte Taushed, som de Viise ville indbilde os, der med intet andet formaae at bevise deres.” Vi erindre dette i Anledning af den „viise oehlensclägerske Taushed,” der anprises af Fredsmægleren i Litteraturtidendens Recension af de Poetiske Epistler.