Valhalla-Legen
Første Brev
Første Brev
(Til Udgiveren af Nyeste Kiøbenhavns Skilderie)
(Til Udgiveren af Nyeste Kiøbenhavns Skilderie)
I største Hast, ærværdige Herr Ven!
(Skiøndt stegen selv i tomme Titleriet,
Jeg kalder Ven, hver virkelig Indviet
I Hæders-Templet, hvor jeg stræber hen,
Og altsaa Præsten med i Skilderiet)
Jeg sender Dem min fulde Tak
For den lidt meer end løierlige Snak
Med noget meer end „rimelige Tanker”
Der mod det Jordiske, jeg i min sidste Dom
Om Mig og Mit kun lidt mig bryder om,
Er stilet — mod det Slags Naragtigheder,
Min Rem af Huden og imellem sig tilsteder,
I Snakken, for Exempel, om det Jeg,
Hvorover altid burde slaaes en Streg —
Mod hvad jeg udentvivl i mine Fagter
Meer end min værste Fiende selv foragter —
Mod mit nu svage Helbred — (Herre Gud!
Mod „Lakken” i min hele Dont og „Lyden” —
(Som jeg dog ei forstørret har med Skryden)
Mod mine Spjat —
I dit og dat —
Og endelig, mod det, hvorfor jeg selv mig sigter
Fast uophørlig Dag og Nat,
Forsømmelsen af kiødelige Pligter.
Lad gaae! jeg siger Dem, som sagt, alvorlig Tak
Hvad enten De er blot Udgiver,
Hvad heller maaskee Selv poetisk Skriver
Af samme Snak,
Den ellevte November Atten Femten,
I Bladet Nummer Nul bag Ni —
Der klinger i pudseerligt Rimerie
Lidt anderledes end Athenes Litanie
Til Gamle salig Søgnedagens Klemten.
Sandt nok, den lille Jens maa næsten Øine væde
Ved visse Smæk af den Dada,
Han ikke veed hvor kommer fra,
Men som erindre ham med en slags sønlig Glæde
Den flade Haand af egen Fru Mama —
Af Musen nemlig, som man kiende lærte
Paa det citeerte Pagina,
Der udentvivl forstod, at snærte
Saa let, saa net,
Det lave Selvs Forfængelighedsplet,
At selv med Kys paa Haand det høiere begierte
Midt i Naturens Au! og U!
Et Par deslige Smæk endnu.
Thi, skiøndt den lille Jens er ikke bleven stor,
Har, med et halvt Aarhundred alt paa Bagen,
Han dog lidt meer end Drengeduun paa Hagen,
Og der er Maade med, hvad om sig selv han troer —
Netop fordi han ei er Lærling fra i Fjor,
Og Ridder fra i Aar i Digtekunstens Rige.
Er han ei Dannebragur just saa lige,
Som Danneskjald, er han dog ingen Pog;
Og naar det gielder dannediærve Krige
Mod hele tydske Ladninger af slige,
Just heller ingen Dannebuxebrog.
Ifald han synes og en Dværg mod Jetten,
Gaaer han dog ei paa første strænge Bud
Af en usynlig Digter-Herre-Gud,
Der bare rækker Tungen ud,
Sit Skud —
Naar man udfordrer ham i Fieldet eller Sletten
Er han paa Pletten
Med Lod og Krud.
Men han er og imod den mindste Fiende,
Der ei, som bare Gadedreng,
Af næste Molbæk tar en Giøvle fuld i Flæng,
(En slig naturligviis han sparker overende)
Beskeden; og begriber meget got,
Han selv fortiene kan lidt Spas og Spot —
At han, saa lidt, som nogen anden Drot,
Kan glimre (var det ogsaa blot
I det korsøerske gamle Slot)
Gratis —
Og at et Angreb paa ham, som Poet,
Der og imellem sætter Beet,
Er intet Crimen læsæ Majestatis,
Da hans Parnas-Autoritet
Er ingen hellig Souverainetet.
Han veed ret vel, hvad slemt man og om ham kan sige,
Naar man for alle Feil har ei sit Øje lukt;
Han hører det endog — især af sine Lige —
Ret gierne, naar det siges kun lidt smukt.
Paa hans Bekostning selv fornøier ham det Skiønne;
Og Skiemt imod hans Dolk er maaskee mere værd,
(Naar ret den lykkes) end det drøvelige Kiønne,
Der skrives for det store Slagtersværd.
Hans indre Gane, med lidt Blod
Af Tunge, Læbe, Haand, og Fod
Vel dyrt (thi Palmen stikker saa det ildrer)
Sæt og han havde dit og dat imod
De Stik, der stak for dybt, og maaskee feil — for Intet
Er Roes dog endnu værre, hvor det gaaer!
Det Flesk er gjerne meer, end bare tintet,
Som man af Høkrerne for intet faaer:
Usundt, min Brôer! — „Tag dig i Agt, min Datter!”
Tilraabte Sangmama min Muses Appetit,
„Forspiis dig ei i Flesk af Bifaldsvin! det fnatter!
Jeg troer, hun havde Ret. Jeg elsker, hvad der spæger,
Den Adam i os selv, der gjør sig alt for tyk;
Det skader Englen ei, det netop vederqvæger
Dens høiere Natur, naar Diævlen faaer et Tryk.
Best rigtig nok, naar ret man veed sig selv at ave;
Men — sjelden slaaer man sig tilgavns med sin Dada;
Den gamle Adam maae det meer alvorlig have,
Det bedste Slag tilsidst dog kommer udenfra.
Vist nok bør Digtren frem for Povl og Peder
Adspørge sin Samvittighed;
Men — der er Forskjel paa Samvittigheder
Fra den, der alt, til den, der intet veed!
Den Beste ta’r sig, træt af egen Heglen,
Imellem dog en lille Luur,
Og den benytter dumme Dievle-Keglen,
Og gjør i Hast en syndig lille Tuur.
Vi ere Mennesker, vi himmelske Poeter,
Trods vor Forgudelse (jeg siger vi,
Skiøndt, som jeg seer paa Dagens Barometer,
Med min, det, Gud skee Lov, er nu forbi)
Vi slaae os aldrig rigtig selv paa Øret,
Det bliver til et Klap trods al vor Ivrighed,
Hvis Haanden ogsaa bliver rigtig føret,
Og ei slaaer feil paa Næstens næst derved.
Vi pidske vel vor Stjert med egen Grime,
Som Sancho Pansa, tællende hvert Slag;
Men, naar man seer sig til, er Snertens Strime
Kun synlig paa den næste Barke-Bag.
Hvorvidt den egen Revselse kan drives,
Derom jeg troer at vide lidt Beskeed;
Men, kiære Digter! der en mere virksom gives;
Jeg taler af Erfarenhed.
Vel sagde jeg mig, selv paa Prent ei sjelden:
Jens Baggesen, du er en Nar!
Du dig bestandig atter lokke lâr
Af disse Tre og Ni i Musefælden;
Du burde blive, hvor du var,
I Musehullet,
Tilfreds med Nullet,
Du eengang har!”
Vel hvisked jeg mig tidt i Øret mangen Næse,
(Som selv jeg gav mig, mellem os!)
Og ofte laae jeg der i Kampen mod Fadæse,
Som Kegle for mit eget Bos.
Tidt sagde jeg mig: „Hør! du er dog kun en Prakker
I Tankebilled-Colorit —
Ideen er ret smuk, og Tegningen er vakker;
Men Farven, seer du, graaner lidt!
Hvad kolossalske Masser, kæmpelige
Figurer, angaaer, og Chaotiskhed
I Blandingen — derom, min Ven, du veed
Saa lidt Beskeed,
At du har, troer jeg, aldrig drømt dig ned
I Mørkets underjordske Rige! —
Din Muse har i Reenlighed ei Lige,
Som Kokkepige,
Sin Kunst forstaaer hun ogsaa ganske got;
Men det er Suppe — seer du — blot,
Salater — Tærter høit — Makroner, og deslige —
Og Suppen selv — man kunde meget sige!
Hvis Sommes stundom bliver bare Skind
Af Overflod paa Flesk og Fit og Fløde,
Din — ikke sielden kogt blot paa en Pølsepind —
For sultne Folk med mere Sands end Sind
Er ingen ægte kraftig Føde,
End sige Mad for Maans i en barbarisk Luft,
Hvor ingen leve kan af bare Duft!
Hvis i din Suppe stundom ogsaa vanker
En lille Marvebolle fuld af Tanker,
Der ikke strax just smelter i eens Mund,
Den er gemeenlig dog saa glat og rund,
At let den blotte Gane med den nøies,
Og Himlen veed om den fordøies,
I det den nemlig glider ned
Før man det veed?
Den gamle Kogekunst du alt for meget hylder!
Det Plukkerie fra Grækenland og Rom
Kan være lækkert nok; men ihukom,
Om andres ei, saa dog din egen Dom:
Det slaaer til Sider ei! det aldrig fylder
En ægte siællandsk Smagforpagtervom,
Der efter Pølsegilder seer sig om,
Der sig med tragisk Øl og Mjød og Finkel tylder,
Og gier en Lyd, naar den er tom,
Lig Navnet paa den velske Maler,
Med hvis Fordøielse den praler
Saaledes dængede jeg tidt, som sagt,
Mig selv ret dygtig; men hvor var det svagt
Med denne fremmede fuldkomne Dængen
Og, om ei søde, saa dog sunde Flængen!
Den Fyr, hvem og han er, har Svøben i sin Magt!
Det eneste, som gjør mig ondt, i Mængden
Af denne drabelige Smelders Snert,
Der gives snart i Bredden, snart i Længden,
Ei blot paa min, men mangen anden Stiert,
Er: at jeg er saa lidt en Spiller,
(Skjøndt jeg kan spille Kegler, Skak, og Boldt)
At Mariage selv og Hanrei knap jeg skiller
Fra Jan, og Beet, og Boston, og Styrvolt!
Formedelst den Ukyndighed de beste
Blandt Smækkene maaskee gaae tabte paa min Bag —
Jeg haaber, for den gode Sag,
At de er ikke tabte for min Næste;
Hvad der er mere slemt for Musens Appetit
Til saare pirrelige Stikkelsen
Af en saa sielden Nuomtids Hans Mikkelsen,
Er: at, (hvor Spasen gaaer formodentlig saa vidt
Som ønskes kan) mit Øre finder lidt
For tidt
Et Ord deri, der klinger, som — (bie lidt!) —
Som, om det ikke vilde ret i mit —
Et Ord, der tar sig ud i Præg og Snit
Som Guult paa Hvidt,
Og synes mig (hvis og et Kunstudtryk for Resten)
Aldeles fremmed for den Konst,
Jeg her i Livet dyrket har omsonst.
Men det er blot som sagt, et Tab for mig, som Giæsten
Blandt andre Giæster ved det velbedækte Bord,
Hvor der er Kaviar og Karri nok for Præsten
Og Degnen med. Hvis og et enkelt Ord
Mig synes lugte lidt af brune Pesten,
Det være kan, for andres Smag, au bout —
Haut-gout;
Man maa, man sige hvad man vil, par tout,
Ei tænke blot paa sig, men ogsaa lidt paa Næsten.
Ved Gilder, hvor enhver faaer overflødig sit,
Fra Tærskeren til Hofpoeten,
Maae (siger Siællandshospitaliteten)
Og Beesterne paa Stalden have lidt.
Hils altsaa, litterarisk kiære Ven,
Despotisk Regiment i Digter-Himmelen,
Som her paa Borger-Jorden, hader,
Den ubekiendte spidse Pen
Fra den ukiendte Baggesen —
Den vor Tids danske Digter, notabene,
Der ikke troer, at være det allene,
Fordi han stikker den, og den, og den;
Der over Sprogets Flor og sande Hæder
Og andre danske Musers ægte Vid
Sig meer end over egen Fordeel glæder;
Thi, hvis paa Hiertet den især ham laae,
Saa lod han Digt-Napoleonen kiøre —
Og tog sig vel i Agt, tilfods, med Strømper paa,
Ham i sin Jagevogn at standse lidt, som saa,
Paa Heldeveien til det Overmods-Uføre,
Hvor, før man saae sig til, med Enevold bag Øre
Saa mangen stræng Regent, for ham, alt væltet laae.
Hils hin, i hvem han er, Strøetankeres Forfatter,
Og bed ham blive trøstig ved
At rive det hos mig og andre ned,
Der dog engang omsider sikkert dratter,
Hvis det kan pustes om af nok saa vittig Latter.
Hvis han og brænder løs maaskee
Med hele min Parnas-Armee
Med Alvor midt i Skiemten — meinethalben!
Ich fürchte nicht grausame Salben.