Jens Baggesen (1764–1826)

        Du med Lyren om din Skulder,

Og den Lille ved din Side,

Blind for Glimmer, døv for Bulder,

Som du synes ei at lide —

Ubekrandset, ubebræmmet,

Uden Guld og Glands og Hæder,

Uden Deel i vore Sæder,

Uden Sands for vore Glæder —

Siig, hvad giør du her i Hiemmet,

Nat og Dag i Herthalunden,

Hvor jeg dig saa tidt har funden?

        O! jeg leger kun Komfremmet

Med min lille Søster Hanne,

Som for Spøg jeg kalder Nanne,

Mens allene to herneden

Barnligfroe vi vandre heden

Til vort rette Hiem i Eden.

        Hvad er det vel for en Leeg?

        Englenes til Punkt og Prikke:

Glemsel af sit eget Jeg

I hinandens glade Blikke —

Glemsel af al Livets Larm

Eene sammen Arm i Arm.

Stakkel! kiender du den ikke?

Hør os tvende, veed du hvad?

Vil du være rigtig glad,

Maa du den for alting lære!

        Nei! jeg takker for den Ære —

Glemme mig, og Land, og Stat,

Det var alt for desperat!

Jeg er intet Barn, min Kiære.

        Heller ikke være vil,

Trods vor store Mesters Lære? —

Saa forstyr ei meer et Spil¹

Som du ikke hører til —

Gaae din Vei, og lad os være!