Rings i Livets Foraars-Bolig
Sovekamret rømmes op;
Tiden, høitidvims, urolig,
Tripper om paa Sokker trolig,
Skynder alle Terner op.
Travle Luftherolder skifte;
Halme vinke; Blade vifte;
Bud gaae rundt fra Top til Top.
Lærker sig i Marken hæve;
Skovens mindste Strænge bæve —
Snart er samlet, Hop i Hop,
Hele Bryllupsfestens Trop.
O! hvor yndig Bruden sover,
I sit Moos en Rosenknop!
Øiet lukt, hun ikke drømmer
Om den Glands, hvori hun Svømmer,
Medens Brudgommen staaer op.
See! nu bøier han sig over
Hendes let tilhylte Krop —
Drager varligen det hvide
Flagrende Gardin tilside —
Løser med sin Purpurhaand
Alle Natgevantets Baand —
Strøer i Blomsterregn paa Sengen
Glands i Glands og Duft paa Duft
Hele Morgenhimmelengen —
Tænder Kamrets Ambraluft
Med sit Øies drukne Blikke,
Som, i Duggens Perleslør,
Drømmende, hun mærker ikke.
Engel, som et Barn i Vuggen
Venlig og som nylig fød! —
Væsner, blikker, stirrer, skuer:
Hvor han blusser! hvor han luer!
Hvor han aander glædekort,
Nu, han med vellystig Bæven,
Efter lang og varsom Hæven,
Ganske drager Dækket bort!
Hvilken Sittren, hvilken Gysen!
Hvilket Favntag, hvilket Kryst!
I et Nu forsvinder Taagen:
Blottet er det hulde Bryst —
Søde Syn! Naturens Lyst!
Solen kysser Jorden vaagen!
Nanna! som med Dødens Savn
Af hver vaagen Lyst herneden
Slumrer end i Uskylds Favn,
Uden Drøm om Elskovs Eden —
Maatte saa Dit Liv engang
I dets stille Sovekammer
Vækkes op af Sangens Flammer
I min kiælne Harpes Klang —
Blev og denne Morgenrøde
Med sin fulde Himmelprang
I Din Opstand fra de Døde,
Balders Elskovs Svanesang!