Nys, o Nanna! giorde mig saa glad
Et fortryllende jeg veed ei hvad;
Ak! men atter maa din Balder græde,
Som om Gud han havde giort imod —
Som om Skylden selv med blodig Fod,
Angerpersende dets Perle-Væde,
Paa hans Øies aabne Muskel stod.
Atter — derfor maa han giøre Bod —
Atter har han drømt et Glimt af Glæde.
Atter har ham blendt et saligt Syn,
Som om under Nattens sorte Bryn
Aabnet Himlens Øie til ham smilte —
Som om i et kiærligt Blik din Aand,
Løst af Ligegyldighedens Baand,
Venlig mod hans ømme Favntag iilte —
Som om huldt du rakte ham din Haand.
Ak! og atter, Nanna, svandt, og svinder
Dybt i Nattens Mulm hvert Stierneskud —
Og det ruller ned paa mine Kinder,
Som om hele Himlen sluktes ud.
Rinder da, I Taarer! rinder! rinder!
Drukner selv det sidste Haabets Skimt!
Sletter ud, med alle Drømmes Minder,
Efterglandsen af hvert saligt Glimt!
Rosenskyers Blod fra Hiertets Aarer,
Steget op i Smilet giennem Taarer,
Styrt din hvalte Himmelbue ned!
Væld, som spilled op i Morgenrøde,
Da hun syntes vandre mig imøde,
Fald, som Regn, i hendes vendte Fied!
Draaber, som i Straaler fra det Høie
Aftenglandsfortryllede mit Øie:
Veemods Perler, Balders sidste Skat,
Drukner Øiet selv i evig Nat!
Kan I ikke, lindrende min Smerte,
Slukke Flammen i det vaagne Hierte
Med et Skybrud fra de mørke Bryn,
Blinder dog for evig, blinder, blinder,
Medens Lysets sidste Væld udrinder,
Drømmens Blikke for de falske Lyn!