Nanna! jeg har drømt, at lutter døde
Verdener omgave Solens Liig,
Og, at bag et uafseeligt Øde,
Mulm i Mulm, Naturen tabte sig —
Men af himmelsk Vellyst Aanden bæved
I sit Støvs uendelige Gru;
Thi dybt inde, midt i Mørket svæved,
Salig eene, Himlens Jeg og Du.