Det var en Helligdag i Vaaren,
Af Venskab, i en Kreds af Faa,
Til Fryd i Lundens Favn udkaaren,
Imellem lutter glade Smaa,
Der i en blomsterbroget Vrimmel
Fordopplede Naturens Himmel —
Da første Gang jeg Nanna saae.
Det var dybt inde, midt i Skoven,
Da Nattergalens Vemodssang
Til sagte Skvulp af Kildevoven
Igiennem Majens Skygger klang,
Mens Aftenrødens Rosenflammer
Omflagrede de stille Stammer —
Jeg hørte hende første Gang.
Det var, da Solen var nedrunden,
Og Maanen stille hæved sig,
Og Stierner blinkte ned i Lunden,
Som Englesmiil fra Himmerig,
Mens Hvelvingen deroppe blaaned,
Og Jorden taus i Andagt daaned —
Da første Gang hun saae paa mig.
Men hvad var hver en Blomsterstengel,
Paa hvilken Duggens Perle faldt,
Hvad var hver lille Vaarens Engel,
Hvad var Naturens Skiønheds Alt:
Hvad var hvert Træk, deri sig maled,
Hvad var selv Solen, da den daled —
Mod hendes himmelske Gestalt?
Hvad var vel Bækkens sagte Rinden,
Hvert Suus og Vift i Skov og Vang,
Hver Vingelyd af Vestenvinden,
Der sig igiennem Luften svang,
Og, dybt i Ekkotempelsalen,
Det første Slag af Nattergalen —
Mod hendes Stemmes søde Klang?
Og hvad var Aftnens gyldne Pile,
Da Dagens Gud til Hvile gik —
Og hvad var alle Maanens Smile,
Da Natten Livets Zepter fik —
Hvad var selv Blikket i det Høie
Fra hver en Serafs Himmeløie —
Mod hendes Øies Himmelblik?