Du, kun du, er nu min Trøst paa Jorden,
Efter Lodden, mig herneden faldt;
Vendt for mig er selv Naturens Orden:
Kun Din Himmel over mig er hvalt;
Kun dens Skyer true mig med Torden;
Kun dens Klarhed i dit Smil er vorden,
Uden andet saligt Lys, mit Alt!
Af din Naade betler jeg i Livet
Hver, indtil dets allermindste Lyst;
Thi — den, af min Skaber blev mig givet,
Evighedens Rigdom i mit Bryst —
Denne Frihed i det stille Hierte,
Som i den Algode tabte sig,
Og til Himmel kun sig selv begiærte —
Denne, Nanna! har jeg ofret dig.
Stemme havde jeg tilforn, og Sæde,
Mellem Engle rundt om Herrens Bord,
Arvepart i Himmeriges Glæde,
Før du trak mig ned til denne Jord —
Før jeg til dens blomsterdækte Grave
Nedsteg af Udødeligheds Have —
Før jeg, for at knæle ved din Fod,
Urims høie Tempelchor forlod —
Før min Aand fra Herren, der den tiente,
Lænketryllet, Afsked tog, og fik,
Og fra ham til dig med eet sig vendte —
Fra de Straaler, den deroppe kiendte,
Fra de Lamper, om hans Throne brændte,
Fra de Himmellys, hans Aasyn tændte,
Nanna! til dit Smil og dine Blik.
O hvor fattig er jeg nu! hvor bunden!
Jeg, som eengang var saa rig og fri!
Hvor er dette Hiertes Ro forsvunden,
Og hver fordums stille Fryd deri!
Nanna! som har vidst min Aand at bøie
Fra sin Friheds Himmel i det Høie,
Hvor jeg priiste Gud i hellig Fred,
Lad mig finde Naade for dit Øie!
Smil med venlig Ømhed til mig ned
Nu, mig intet andet her i Live
Kan for Tabet hist Erstatning give —
Nu jeg ingen anden Frelse veed —
Intet andet Skiul mod Vredens Domme —
Ak! og selv, naar Naadens Tid er omme,
Intet andet Haab til Salighed.