Jens Baggesen (1764–1826)

Sophienholms Erindring

Til Musen

Paa Frue Conferentsraadinde Bruns Fødselsdag

1813

Du, som fangen, under Tag,

Inden Kongestadens Mure,

Fra min Ankomst til i Dag

Hiertesyg og hovedsvag

Taus har maattet kukkelure,

Mig og dig til lidt Behag —

Iil paa Sangens Høitidsdag,

Paa den skiønne Fest i Vaaren,

Da fra Pindus hid blev baaren

I Chariters Favnetag

Dannemusernes Veninde,

Nordens bedste Sangerinde!

Flyv, med Gryets første Blink,

Paa den Huldes Søstervink

Udløst af det skumle Fængsel,

Did, hvor lys, og mild, og varm

Tilflugt mod min Skiæbnes Harm

Venter dig med aaben Arm —

Did, hvor alt din første Længsel

Flygtede fra Byens Larm,

Modens Baand og Livets Trængsel

Til Naturens stille Barm —

Hvor dens rene Blikke tændte

Skiønheds Lys i din Fornuft —

Hvor i hvert et Vift, som sendte

Dig imøde Vaarens Duft,

Edentryllet du gienkiendte

Himmelhiemmets rene Luft —

Hvor du natlig glemte Sorgen,

Dysset i en salig Slum,

Og opvaagnet fandt hver Morgen

Atter dit Elysium —

Hvor en søsterlig Veninde,

Trykt til min Sophies Bryst,

Ofte saae din Taare rinde

Af en alt for himmelsk Lyst —

Hvor de høie Skovens Kroner

Tidt i hellig Tempelklang

Gienlød af din Schulzes Toner

Og din Frederikkes Sang —

Hvor den glade Moders Øre,

Blikfortrylt af Lottes Syn,

Engles Sang alt kunde høre

Lyttende til Idas Nyn —

Hvor de tvende Søster-Engle,

Dalens modne Roser nu,

Blomstrede paa spæde Stengle,

Knop og Knop, kun Børn endnu —

Hvor med dem, og ak! med hende,

Som til deres Hiem hos Gud

Maatte først tilbagevende,

Du gik tidt i Skoven ud —

Hvor i Maanskinnætter eene

Med Teutonas Liv-Camene

Tidt du vandred Haand i Haand,

Og i Uskylds Hippokrene

Sødt berusede din Aand —

Did paa lette gyldne Vinge

Flyv, min Muse! flyv med Iil,

Lig din Elskovs første Piil,

Dagens Dronning taus at bringe

(Mens Lykønsknings-Klokker ringe)

Meer end Ord, som høit sig svinge,

Meer end Lyd, som lifligt klinge,

Blot — en Taare og et Smiil!