Den hele Verden kiender Sobradise:
I dette Land var og en Hovedstad,
Og i den Hovedstad, var til andægtig Lise,
En Kirke, hvor man sang, og sov, og sad,
Og undertiden vel end ogsaa bad —
Og ved den Kirke var en Kirkegaard,
Hvori man putted’ alle Kirkens Faar,
At sige efterhaanden, som de døde —
Og over hver af sammes Grave laae
En mindre eller større Steen, hvorpaa
Jeg eengang gik som jeg saa ofte gaaer,
I Tanker over denne Kirkegaard —
Jeg faldt, og paa en Steen slog halv itu min Næse;
Og holdt det for et Vink ei længer bort at gaae,
Men stille staae;
Jeg stod — og gav mig til at læse:
†
Her ligger Kammerherren! Faae den Skam,
Der veed den mindste Smule meer om ham —
Han skrev en Bog, saavidt jeg kan erindre,
Men om den samme veed man endnu mindre.
Den Gravskrift syntes mig original,
Og dog ei ganske gal —
Jeg gik til næste Steen, nysgierrig efter mere,
Og læste hvad jeg her vil copiere:
†
Vor Stads fornemste Digter Killevalle,
Som giorde Epopeer,
Tragedier og meer
Paa Fransk og Tydsk Maneer,
Er bleven jordet her;
Blir han udødelig, saa blive vi det alle!
Jeg tænkte ved mig selv, det var Umagen værd,
At gaae fra Steen til Steen, og undersøge hver;
Paa næste stod:
†
Stat stille Vandringsmand!
Og om du er til Hest, da hold den om du kan!
Her ligger Byens hele Borgemester,
Mod Øster hans Paryk og Maven imod Vester.
Jeg sluttede mig til af denne Steen,
Ei uden Hoved blot; men ogsaa uden Been.
Jeg dreiede mig om til venstre Side
Og fik ved næste Blik det følgende at vide.
†
Forvandlet ligger her Magister Krog,
Som var en Bogorm før, og nu en Ormebog.
Jeg Ordspil lider ei, og til en anden
Jeg vendte mig og saae:
†
Her er da Manden,
Som alle Poster fik, een efter anden,
Men ingen fandt, som passede ham ret,
Og derfor alle, fra Karetbag-Standen
Til den, hvori han lod sin egen Vogn forgylde,
Forvalted slet,
Her er han da, som Staten ønskte det,
Omsider paa sin rette Hylde.
Vel langt! men videre:
†
Staae stille! læs og skielv!
Den Helt, som ligger her! var stor i mange Krige
Og det, som mere er, i Fredstid stor tillige,
En Ære for vor Jord, en Vellyst for sit Rige,
Kort sagt, i eet og alt aldeles uden Lige —
Som alle Tidender og dette dig kan sige —
Thi han har dem og dette skrevet selv.
Jeg studsed’, giettede, hvem kan dog dette være?
Af Fyrster kender jeg kun een,
Som skriver, rigtig nok af Omsorg for sin Ære
Aviser selv — men han har ingen Steen —
Der maa dog være saadan een —
Men, hvem det ogsaa være eller ikke,
Slig Gravskrivt maae nødvendig støde hver,
Som føler hvad Respect man Fyrster skyldig er —
Saa tænkte jeg — og vendte mine Blikke
(Med en Fortrydelse, som den begriber ei,
Der ikke har en Ærefrygt, som jeg
For alt hvad helligt er) fra denne Pasqvinade,
Som aldrig skulde smittet disse Blade,
Hvis den ei havde givet mig saa god
En Leilighed, at ivre derimod —
I det jeg vilde gaae, det just sig hendte,
At Øiet, i det samme jeg det vendte,
Faldt paa en Steen in Folio,
Der gierne kunde gaafor to;
Jeg fandt den gik for fleer, og vilde neppe troe
Mit eget Syn i det jeg læste:
†
Kiære!
Her ligger tre og tyve Konger her,
Den fir’ og tyvende er end i vente,
For at faae udgiort een, som heel fortiente
En Gravskrivt, der det siette Riim var værd.
Nei, raabte jeg, det lønner paa min Ære!
Umagen ei at læse fleer
Af disse Stenes Inscriptioner!
Der skaanes Ingen fra Cathedrer indtil Throner!
Den Uforskammenhed gaaer alt for vidt —
Isteden for af dette Krimskrams mere
At copiere,
Jeg af min Lomme tog et Stykke Kridt,
Og for at hevne mig med bitter Latter
Paa disse Epitaphiers Forfatter,
Skrev paa en Steen, hvor ellers Intet stod
Hans egen Gravskrivt:
†
Vandrer! vær saa god,
At læse dette strax før Regnen det udsletter:
Her ligger endelig, trods al sit Overmod,
I dette Selskab, for at giøre Bod,
Min Fætter.