I en Samling af saa forskiællige Stykker, som de, nærverrende Bind indeholder, kan umueligen alt i alle Henseender være skrevet for alle. Forfatteren har vel overalt kun havt eet eeneste Hovedøiemeed, nemlig Opfyldelsen af Musernes Lov at nytte og moere; men dette Øiemeed deeler sig i mangfoldige underordnede Hensigter, hvoraf hin og denne henhører meer eller mindre enten til den første eller til den anden Tavle. Snart vender Musen sig til den rige Lediggænger, snart til den fattige Arbejder, snart for at vække, snart for at dysse, snart i bedrøvet og snart i muntert Lune. Nu er det en nyttig Sandhed, den vil anbringe, nu en Misbrug, den vil giøre opmærksom paa; stundom er det en Last den vil fremstille til Afskye, stundom en Fordom, den vil giøre latterlig; undertiden er det blot en Taare, undertiden blot et Smil, den vil aflokke — ofte, og alleroftest er det, som vor Holberg siger:
"For Folk ei eene, men for Sproget at polere."
Denne Forskiællighed i Hensigter, og deraf flydende Forskiæl i Maaden at efterstræbe deres Opnaaelse paa, maae naturligviis frembringe en Afvexling, der i Almindelighed har sin Behagelighed; men ogsaa foraarsager, at den enkelte Læser ved eet Stykke mindre end ved et andet, og ved nogle maaskee aldeles ikke, finder sin individuelle Smag og Følelse tilfredsstillet.
Der er imidlertid een Synspunkt, hvorfra alle Læsere kunde betragte hele Indholdet af den meest blandede Samling, den nemlig, hvorfra Forfatteren betragter alle sine Læsere: Sproget, det eeneste han har tilfælles med alle, og alle med ham. Men hvor lidet er deres Antal, som læse Bøger for Sprogets Skyld, uagtet det upaatvivleligen i alle Digterværker er det vigtigste! Der hører maaskee den yderste Grad af Forfinelse i Cultur og Smag til at danne dette skarpe logiske Øie, hvis Blik opdager meer end Hovedtraadene i Slutningers og Ideers Sammenbindelse, og dette kiælne musikalske Øre, hvis Nerver rystes ved den sagteste Zefiraanden og mildeste Henrislen i Perioder og Tonefald. Og dette Smagens jeg veed ei hvad, denne fine Formtakt er vel neppe uddannet endnu hos os, uagtet vort Modersmaals overordentlige, maaskee med intet ander Sprogs lignelige, Naturynde giør denne Dannelse lettere, end hos noget andet Folk, hvis Tungemaal jeg kiender.
Tydskland eier en Lessing, en Wieland og en Votz, og i disses udødelige Værker denne finere Sprogfølelse, denne Gratiernes Critik, denne sieldne Urbanitet, som man troede nedgravet under Athenens Ruiner, men man glemme ikke, at Tydsklands Genius vælger sine Mestere til Opførelsen af Smagens Tempel mellem hundrede, medens Dannemarks leder iblandt ti. Med lige Antal af Arbeidere, under lige heldige Omstændigheder, vilde den hyperboreiske Apollo maaskee have faaet sit Tempel fuldendt for enhver anden; thi neppe kunde nogen giøre sikkrere Regning paa alle Musers Understøttelse.
Det er derfor, at jeg i alle mine ubetydelige Forsøg meget mindre har seet paa hvad end paa hvorledes — mindre paa Materien end paa Indklædningen af det jeg vilde sige. Jeg aflægger med inderlig Fryd den oprigtige Tilstaaelse, at det er Sproget, man har at takke, hvis Samlingen af alle disse Stykker ikke skulde være uden al Værd — og maatte Følgen af deres Giennemlæsning blive den, at man blev ligegyldig mod deres Forfatter; men, uden at mærke det, varmere for det Sprog, han skriver, vilde jeg finde mig meer end lønnet for den Møie, hvormed jeg har udarbeidet dem.
Maatte alle vore danske Skribentere, og især de Digtere, hvis Evner saa langt overgaae mine, besiæles af den Omhue for Sproget, som jeg eene skylder den Ære, een og anden Gang at vare bleven talt iblandt dem! Maatte de blive meer og meer opmærksomme paa den Skat, de besidde i deres Modersmaal, og maatte de efter Sange, som vor Thaarups Hymne, finde sig belønnede i dets Taknemmelighed!
Man tilgive mig denne lille Udsvævelse af en virkelig Lidenskab, der aldrig — trods alle de uvenlige falste Beskyldninger man har giort mig — kiølnes i mit Hierte. Maaskee elsker jeg derfor ikke mindre mit Fædreneland, fordi jeg kun elsker det elskværdige deri, og finder at en dansk Mangel er ikke mindre en Mangel, fordi den er dansk. For i Korthed at aflægge min Troesbekiendelse i denne Materie, maae jeg tilstaae, at jeg holder Sproget for det reneste væsentlige, hvorved Naturen skiller een Nation fra en anden — og fra denne Naturside betragtet finder jeg mit Fødeland elskeligere end alle dets Naboeriger. Jeg holder Sproget for et Lands Siel, og finder derfor, at man aldrig noksom kan befordre dets Dyrkelse, saa meget mindre, da man derfra umueligen kan afsondre Indflydelsen paa alt det øvrige. Hvor let, hvor behagelig, hvor belønnende vilde denne Siels Dyrkelse blive hos os! O! naar man engang i alle Landets Skoler lærer Dansk! naar man engang lærer overalt at udtale det! naar almindelig Oplysning engang fremviser det i al dets Ynde! O! jeg er vis paa at Gratierne selv, hvis de af Europas levende Sprog skulde veelge sig eet til Morgendragt, efterat have speilet sig med alle de andre, da vilde beholde det Danske; og vor Schulzes Dom om dets musicalske Fortrin fuldender min Overbevisning, at alle Sanggudinder i det vilde vælge Ord til deres Melodier.