Giv mig at drikke!
Hvad i Stjernerne staaer skrevet,
Kan glemmes, ændres kan det ikke.
Vil Du mig ikke raade?
Hvoraf skal min Forhaabning øses? —
Den dunkle Gaade,
Som hendes skjønne Haar, vil engang løses.
Hør mig! o hør mit Hjertes Melodi!
Jeg lukker Øret op og Øiet i.
Har den Erklæring Dem fornøjet?
Jeg hører Alt, men lukker Øiet.
Und mig en evig Lykke!
Det er formeget — men et lille Stykke —
Cypresse, du ranke!
Jeg holder ikke af at skrive,
Men De var aldrig ude af min Tanke.
Om denne Farve synes Dem saa godt?
Ja, Himlens Klædning, Søens er jo blaa,
Og der er Fleer, som klæde sig i Blaat.
Ved Midnatstid gik jeg forbi Dit Huus.
Jeg saae det nok, min Moder lukked Døren,
Du gik forbi saa stille som en Muus.
I Pebersvende! hvo har Lyst at giftes?
Nu kan I faae hvad I begjærer. —
En Ladning Jomfruer er nys ankommet
Ti for en Skilling, ligesom tørre Pærer.
Nyhed fra Engeland, ret overordentligen!
En Sommerfugl tog Brevet med i Munden
Og deri stod: Marlbrough er død i Krigen.
Jeg kan ei slippe dig! Ak, jeg maa sukke!
Skilsmissen gjør mig meget ondt, paa Ære!
Ja, De har kjendt mig fra jeg laae i Vugge.
Naar Paven vilde hele Rom Dem skjænke
Og sagde: slaa en Vis blot ud af Hovdet!
Jeg sagde: stop! det vil jeg først betænke.
Navn af Pragtskjønhed kan du ikke føre,
Og af et grimt Gefjæs endnu langt mindre:
Min lille Morenkop! det la’er sig høre.
Orangeqvist!
Foran dit Huus har jeg togange hostet,
Nu vover jeg et sagte: pist! pist! pist!
Forleden Nat gik jeg forbi dit Huus;
Din Moder lukked Vinduet just i —
Jeg gik forbi, saa stille som en Muus.
Det Elskovseventyr var altfor tosset;
Før gad jeg havt et Hjørneskab i Armen:
Skjøn Jomfru, De er altfor stiv og klodset.
Det stærke Stormveir med den smekkre Lilie,
Og Sol og Maane slutted Fred og Forbund;
Saaledes vi, naar det er Himlens Villie.
Om Paven hele Rom mig vilde skjænke
Og sagde: slaa din Kjæreste af Tanker!
Jeg svared: Holdt! det maa jeg først betænke.
Hver Nat forstyrrer du mig, naar jeg sover;
Hvad vil du i min Drøm? Siig mig, hvo vover
Vel at forstyrre dig, imens du sover?
Her venter jeg, hvor Lygtepælen skygger,
Og den, som vil forbyde mig at staae her,
Gudsdød! ham hugger jeg i tusind Stykker.
Fr. Rückert.