Mod Kjærlighed Forstanden har den Skik
At gjøre Oprør, som forskrækker —
Til Angreb sender Kjærlighed et Blik
Og Fjenden strax Geværet strækker.
At jeg i Druen er en Kjerne
Forunderlig jeg ofte drømmer —
I Nydelse, det troer jeg gjerne
Som den ei nogen anden svømmer
Jeg drak ved Livets store Fest
Men — ærlig talt — jeg nød kun lidt —
Det er en ubeskeden Gjæst,
Som fordrer Glasset altfor tidt.
Hvor Livets Blomstertid er kort
De skjønne Planter hastig flye! —
Frygt ei! Naar een gaaer bort
En anden blomstrer frem paany.
Ulykkelig den, som i Døden gaaer
Og ikke havde en Kjærligheds Stund —
Det er som Bægret, der faldt i Skaar,
Førend det lædsked en tørstig Mund
Skjæld ikke paa Høstens Luft,
Som river Rosen i Laser —
Nei, pluk og nyd Rosernes Duft,
Førend Vinteren raser.
I venlige Kredse, om Vaaren,
At gribe Pokalen glad —
Ja det er fornuftigt — kun Daaren
Bærer sig anderledes ad
Af Skade bliver man klog,
Saa høres de Vise raabe —
Uheldig nok var jeg, og dog
Er jeg endnu en Taabe.
Væk ei den Sovende af sin Slum!
Hvo kan hans Drømme fatte? —
Nei, du har Ret! I Verdens Rum
Kan Intet maaskee hans Drøm erstatte.
Sandhed har ædle Vines Natur,
Vand maa blandes i Drueblodet —
Thi byder man den ganske pur,
Bliver Gjæsterne ør i Hoedet.
Hvem tvinger Sommerfuglen tilbage
I Svøbet af Puppen?
Nei, du har Ret; ved Steg og Kage
Hvem kommer atter med Suppen?
Nu har jeg lavet Sagen ret,
Alting er ordnet med det samme! —
Vogt dig! En Hændelse kommer let
Og gjør din hele Viisdom tilskamme.
Jeg holder paa mig selv med Rette
Og troer ei, at sætte Prisen for højt —
Derom vil vi i Aften ei trætte,
Men over mit Bud gaaer jeg ikke en Døit.
Et Verk, med nok saamegen Prosa i,
Bestaaer af lutter løse Dele —
Men bare 4 Linier Poesie,
Og øret fatter strax et Hele
Som Ørnen sit Rov — den dristige Røver —
Seer Du Alt hvad Dit Hjerte behøver,
Taagestjerner og Vibrioner
Hører ikke til dine Zoner.
Her er Fløjter, Violiner,
Lystighedens glade Stemme —
Den som helst gjør sure Miner,
Gjøre dem, naar han er hjemme.
Ranken behøver sig ikke at skamme,
Den søger i Verden ei vidt omkring —
Den slynger sig om den nærmeste Stamme
Som bærer den og dens Blomsterring
Ved Synet af alt det Slette
Vilde man blive rædsom tilmode,
Naar ikke en Deel af de slette
Anstillede sig som gode.
At vogte sig, vilde man godt forstase,
Hvis foran Vinen kom Hovedpinen —
Men altid kommer den ovenpaa,
Og hvem kan tænke paa den ved Vinen?
Klag ei, at i Livet mange
Haab og ønsker har dig skuffet —
Tænk, hvorofte du var bange
Og Dig intet Slemt er truffet.
Fr. Rückert.