Mod Kjærlighed Forstanden har den Skik
At gjøre Oprør, som forskrækker —
Til Angreb sender Kærlighed et Blik,
Og Fjenden strax Geværet strækker.
Jeg drak ved Livets store Fest;
Men — ærlig talt — jeg nød kun lidt:
Det er en ubeskeden Gjæst,
Som fordrer Glasfet altfor tidt.
Hvor Livets Blomstertid er kort,
De skjønne Planter hastig flye! —
Frygt ei, min Ven! Naar een gaaer bort,
En anden blomstrer frem paany.
Ulykkelig den, som i Døden gaaer
Og ikke havde en Kjærligheds Stund!
Det er som Bægret, der faldt i Skaar,
Førend det lædsked en tørstig Mund.
Skjæld ikke paa Høstens Luft,
Som river Rosen i Laser;
Nei, pluk og nyd Rosernes Duft,
Førend Vinteren raser!
I venlige Kredse om Vaaren
At gribe Pocalen glad —
Ja, det er fornuftigt; kun Daaren
Bærer sig anderledes ad.
Af Skade bliver man klog,
Saa høres de Vise raabe —
Uheldig nok var jeg, og dog
Er jeg endnu en Taabe.
Væk ei den Sovende af hans Slum!
Hvo kan hans Drømme fatte? —
Nei, du har Ret! I Verdens Rum
Kan Intet maaskee hans Drøm erstatte.
Sandhed har ædle Vines Natur:
Vand maa blandes i Drueblodet;
Thi byder man den ganske puur,
Blive Gjæsterne øre i Ho’edet.
Nu har jeg lavet Sagen ret,
Alting er ordnet med det samme. —
Vogt dig! En Hændelse kommer let
Og gjør din hele Viisdom tilskamme.
Et Værk, med nok saamegen Prosa i,
Bestaaer af lutter løse Dele;
Men bare fire Linier Poesie,
Og Øret fatter strax det Hele.
Her er Fløiter, Violiner,
Lystighedens glade Stemme;
Den, som helst gjør sure Miner,
Gjøre dem, naar han er hjemme!
Ranken behøver sig ikke at skamme,
Den søger i Verden ei vidt omkring,
Den slynger sig om den nærmeste Stamme,
Som bærer den og dens Blomsterring.
Ved Synet af alt det Slette
Vilde man blive rædsomt tilmode,
Naar ikke endeel af de Slette
Anstillede sig som gode.
At vogte sig vilde man godt forstaae,
Hvis foran Vinen kom Hovedpinen;
Men altid kommer den ovenpaa,
Og hvem kan tænke paa den ved Vinen?
Klag ei, at i Livet mange
Haab og Ønsker har dig skuffet;
Tænk, hvor ofte du var bange,
Og dig intet Slemt har truffet!