En Gartner indbød sine Naboer, hvo der vilde,
Store og Smaa, i Haugen til et Vennegilde.
Alt Lifligt, som hans Plantning gav, lod han dem smage
Og med et venligt Smiil, bad dem tiltakketage.
Tilfreds og munter spiste hver en Gjæst; en Mand
Tilsidst kun følte — ak! et Sandskorn paa sin Tand
Og raabte: Morder! bød og [bad os] derfor du
At vi skal bide vores bedste Tand itu?
Og da den hele Skare blev bekjendt med Sagen
Blev der et Oprør og en Skjælden og en Klagen
Men Verten talte blidt, forsonligt til de Vrede:
Det Bedste gav jeg Jer, som var i mine Bede
Tilgiv, i Skyndingen, om paa en Trevl, en Rod
Den Jord, hvoraf den kom, et Sandskorn efterlod
Det Bedste, som der var i Haugen, nød I, Kjære;
Viis derfor ingen Harm! Tak vil jeg ei begjære.
Fr. Rückert.