En Fattig boede i en trang og ussel Vraa,
Han tænkte mangen Nat, strakt paa det nøgne Straa:
Mit Slid og Slæb er spildt, vil aldrig rigtig due
Thi Armod boer usynlig hos mig i min Stue.
Jeg gad nok see den Trold, jeg skulde Tiden nytte,
Jeg vilde bede hende om, saasnart som mulig flytte
Da saaes en Glands, som naar de fjerne Kornmoed lyne
Og i beskeden Pynt en Qvinde blev tilsyne.
En flink Ungmø hun førte ved sin høire Haand,
Og et huldsaligt Barn greb hendes Klædebon
Hun talte til den Studsende: Nu stands din Klage!
Jeg er Armoden, som du vil paa Døren jage.
Den flinke Pige her er Arbeidet, min Tærne,
Tilfredsheden, det Barn, der følger mig saa gjerne
Hvad jeg behøver, skaffer Pigen mig med Lyst
Og dette Barn er mine gamle Dages Trøst
Farvel! vi vil ei længer fylde dig din Hytte
Stort bliver dig dit Huus, det snevre, naar vi flytte.
Holdt, raaber Manden, holdt! Min Gjæst, du maa ei vige
Jeg havde ikke tænkt, at du blev fulgt af slige!
Jeg skjænker gjerne Armoden sin Plads herinde
Naar jeg Tilfredsheden ved Arbejdet kan finde
Jeg tænker selv engang, at blive rigtig skudt
Og gift med een, der føder mig en saadan Glut.
Fr. Rückert.