Det var en liflig Sommerdag —
I Gaarden, blandt kjølige Linde
— Hospitalets grønne, susende Flag
Boltred sig Vestenvinde.
Professoren holder Bryllup idag! —
Ud, hvor Strandluften strømmer!
Af Ungersvende et lystigt Lag
For Parret Pokalen tømmer.
Dengang var ikke een Gud mig nok
Svimmel vaklede Fyren
Imellem Asklepiadens Stok
Og Musens Skjød med Lyren.
Tredobbelt følte jeg mig dengang
Hygæas Præst beslægtet,
Ham, der baade Plektret svang
Og paa Kathedret fægted;
Hvem Aphrodite, gunstig og mild,
Fordi han erotisk brændte
Og vogted over sin Ungdomsild,
En elskelig Hustru sendte.
Og fem og tyve Aar har ei løst
De sympathetiske Knuder,
Der i Mandens og Ynglingens Bryst
Blev knyttet af mægtige Guder.
Hav Tak for det Vidnesbyrd derom,
Jeg fik fra den Henipelske Lade —
En poetisk Luftning, idag det kom,
Med Duft af de friskeste Blade.
En Krydder fra de sundeste Strøg,
„Indviftet af Musens Vinge”,
Et sindrigt Smykke, et Konstforsøg,
I femten brogede Ringe.
Saa kjækt udskaarne, med Krøller og Kant,
Saa uafhængig af Moden,
Som Folderne i det lette Gevandt,
Der synker Cythere til Foden.
Værdige til den skjønne Krands,
Sølvbryllupet fæster i Haaret;
Ildfulde som den Ungdomsglands,
Begge i Livet har baaret;
Og som — det styrke Himlen til!
Med stadig Lue vil brænde:
En trofast, ægte Kjærligheds-Ild
Hos Begge til Livets Ende!