Emil Aarestrup (1800–56)

Med omvendt Fakkel saae vi Englen træde

Til Huset, hvor de Lykkelige boede,

Hvor endnu frisk sig Brudekrandsen snoede,

Hvor Hjertet bankede af Moderglæde —

Hvor Vuggen, opredt, ventede den Spæde —

Men Moer og Barn det stumme Vink forstode;

Til Englens Himmelflugt de sig betroede,

Tætslyngte, Haand i Haand, en yndig Kjæde!

Kun med et Smiil blev Mandens Graad besvaret;

Et smerteligt Farvel med et forklaret —

Er da et Savn Alt hvad der efterlades?

Nei! i den sorgopfyldte Sjæl oprinder,

Lidt efter lidt, en Himmel fuld af Minder —

Af Stjerner, skjønnere end selv de Glades!