Den 23 Juli 1851
Mel. Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden
Mel. Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden
Hvor Langensø den høie Bakke speiler
I sine Bølgers kjøliggrønne Glands;
Hvor festlig smykt den lille Lystbaad seiler,
Og rundt om Slottet vaier Flag og Krands;
Hvor Sommerdagen i de stille Dale
Udaander sine Blomsters bedste Duft —
Der strømme Gjæster til de lyse Sale,
Og Hornet toner i den varme Luft.
Dog gjælder Festen i de gjæstfrie Skygger
Ei Husets egne, unge Skjønhedsflok,
Hvis fagre Haand idag kun Salen smykker
Og slynger Krandsen for en anden Lok.
Ei heller Vertens Priis, med høie Toner,
Vor brave Ven, er Dagens muntre Kald:
Hans Lovsang synges af de friske Kroner,
Der rundtom dække Bakkens skjønne Fald.
Fra Svendborgsund, Hvidkildes Himmelsæde,
En ædel Slægtning, dyrebar og kjær,
Er kommen hid, at dele Festens Glæde,
Sin Fødselsdag, i Vennekredsen her.
Forynget Kraft i hendes Hjerte strømmer,
Og Helbred straaler fra det glade Blik:
Paa hendes Sundhed Bægeret sig tømmer,
Og gode Dufter imod Himlen gik!
O ædle Frue, som Dit Hjem forskjønner
Ved milde Dyder, from og vennehuld,
For Dig paa denne Dag opstige Bønner,
For Dig er Sangen høi og ærefuld!
Den hvide Kilde i det Fjerne suser,
Misundelig, fordi Du ei er der:
Men Langensø sin Bølge yndigt kruser,
Fordi, Pauline Holsten, Du er her!