Af Skjønt og Godt i fordums Dage
Var mig en Æsel kun bleven tilbage
Og saa alvorlig, saa sat var han,
Som Nogen i Verden være kan
Hans Træk de var saa fromme, stive
Som kun en Helgens paa Jord kan blive,
For hans Ydmyghed, hans lange Mod
Var alle Mennesker ham god
I Miner, Væsen, hvorhen han traadte,
Sig Philosophen saa let forraadte;
Og paa hans Holdning, og paa hans Fjed,
Saae man, at eengang Silen ham reed.
Som Philosopher og som Poeter
Og alle lignende Propheter,
Stivøret, stolt han monne gaae —
Men aad i Grunden dog kun Straae.
Ja alle Unge og Letfærdige
Til ægte Mønster paa det Ærværdige,
Paa Dyd og Alvor og paa Forstand
Saa kom til Verden graahærdet han.
En trofast Ven, jeg siger dette,
Blandt os var aldrig Kiv og Trætte,
Sine Sorger bar han saa rolig, mild
Og mine med, og mig dertil.
Om han har elsket, skal jeg ei sige
Jeg hørte ham kun om Natten skrige
I Maanskin frygteligt og huult,
Hvem veed, var det Længsel eller Sult!
O vi hinanden saa godt forstode
At vi elskedes, kan man let formode.
Man har jo ei samme Død og Skik
Een mangler hvad den anden fik.
Til min Yngling havde jeg ham kaaret,
Hvor dybt har mig hans Tab ei saaret;
For første Gang nu mit Hjerte veed
Skilsmissens Qval, dens Bitterhed!
Men det kan mig dog meest fortære
Jeg kan ei, som jeg bør, ham ære
Thi min Guitarre — er hos Cleanth
Sat for en Faareost i Pant.
Waiblinger.