Af Skjønt og Godt i fordums Dage
Var mig en Æsel kun bleven tilbage,
Og saa alvorlig, saa sat var han,
Som Nogen i Verden være kan.
Hans Træk de var saa fromme, stive,
Som kun en Helgens paa Jord kan blive
For hans Ydmughed, hans lange Mod
Var alle Mennesker ham god.
I Miner og Væsen, hvorhen han traadte,
Sig Philosophen saa let forraadte;
Og paa hans Holdning og paa hans Fjed
Saae man, at eengang Silen ham red.
Som Philosopher og som Poeter
Og alle lignende Propheter
Stivøret, stolt han monne gaae —
Men aad i Grunden dog kun Straae.
Ja, alle Unge og Letfærdige
Til ægte Mønster paa det Ærværdige,
Paa Dyd og Alvor og paa Forstand,
Saa kom til Verden graahærdet han.
En trofast Ven, jeg siger dette;
Blandt os var aldrig Kiv og Trætte.
Sine Sorger bar han saa rolig, mild,
Og mine med og mig dertil.
Om han har elsket, skal jeg ei sige;
Jeg hørte ham kun om Natten skrige
I Maanskin frygteligt og huult —
Hvem veed, var det Længsel eller Sult!
O, vi hinanden saa godt forstode;
At vi elskedes, kan man let formode.
Man har jo ei samme Død og Skik,
Een mangler hvad den Anden fik.
Til min Yngling havde jeg ham kaaret;
Hvor dybt har mig hans Tab ei saaret!
For første Gang nu mit Hjerte veed
Skilsmissens Qval, dens Bitterhed.
Men det kan mig dog meest fortære:
Jeg kan ei, som jeg bør, ham ære;
Thi min Guitarre — er hos Cleanth
For en Faareost sat i Pant.
W. Waiblinger.