Donna Laura, Donna Laura!
Hører I? en Cither klinger.
Det er Leonat, som eders
Yndighed sin Hyldest bringer.
„Ih, den Frække! tør han atter
Mig sin Serenade byde?
Veed han ei, hvor let hans Blod for
Don Guarinos Sværd kan flyde?”
Hør dog, hør dog, skjønne Laura!
Kan I modstaae Sangen længer?
Hør de bløde Elskovstoner;
Lad os aabne Gittrets Stænger!
„Nei, Duenna, vogt dig! Aldrig
Vil jeg saadan Daarskab øve.
Nei, kun bag Gardinets Folder
Lidt at speide vil jeg prøve.”
See, der staaer han! Maanen skinner
Paa hans Klæder silkehvide;
Hvilken ung og herlig Ridder!
Træk Gardinet meer tilside!
„Nu, det skee! hvad kan det skade?
Intet vi i Gruuden vove;
Leonat er jo alene,
Alle Folk i Huset sove.”
See, han nærmer sig, han sukker!
Hvilken Bøn i Elskovssproget!
For at see ham desto bedre,
Lad os aabne Gittret noget!
„Nei! den Spøg var altfor dristig,
Ikke skal du mig forføre —
At vi aabned Gittrets Laase
Kunde let min Onkel høre.”
Don Guarino? Ih, han sover
Efter Jagten haardt af Træthed.
Kun et Tryk — nok et — nu seer du,
Gittret aabner sig med Lethed.
„Ei, Duenna! ei, Duenna!
Altfor vidt er du alt gangen;
Jeg staaer Fare for min Ære
Ved saa daarlig Lyst til Sangen.”
Stille, stille! lad os lytte!
Hvad? hvad seer jeg? Riddren springer
Fra sit Sæde — Hjelp, Madonna!
Op i Træet han sig svinger.
„Hvad? i Træet her ved Vindvet?
O den mageløse Frækhed!
Raad mig, siig hvad skal jeg gjøre,
For at slippe fra hans Kjækhed?”
Ha, der er han! — Ei, nu maa I
Selv bedst vide jer at hytte;
Midlertid vil jeg derude
Gaae paa Gangene og lytte.
Johan Vogl.