Jeg mangen Tone sang med Smerte
Og altid er den nogenlunde,
Gud veed, trængt i dit falske Hjerte
Men det var Spøg og Spas og atter
Var derfor vi, vi arme Taaber
Dig ogsaa kun til Spøg, til Latter!
Da Alt er Tomt hvormed vi færdes
Og da Du selv mig nu har tvungen
Vild ved dit Vanvid at forhærdes
Saa gjør jeg hvad min Sjæl forlanger
Og han, den Daare, Du forhaaned
Dig vorder en alvorlig Sanger!
Du strøifer kjæk paa Bierg og Vandet,
Og veed, der følger paa Lyrens Toner
Tidt Dødens Suk, vellystig blandet!
Om lidt, ved tusind Stjerners Gløden
En Nat, den Elskte! Vel! Betænk dog,
En saadan Nat kan ligne Døden.
Waiblinger.