Lille Marys Blik,
Det siger meget, Herre;
Men hendes lille Mund,
Den piatter endnu værre.
Fortæller hun saa let
Med Øiet al sin Lyst, du,
Kom Tungen først paa Gled,
Hvad saa? — Stop den med Kys, du!
O de søde Tøse,
Listige, med Ynde;
Naar Engle os forføre.
Hvem maa da ei synde?
Nannys Smelteblik
Var saa smukt som Nogens;
Kinden var saa bleg —
Hvis var Skylden? Bogens? —
Nanny i grønnen Lund,
Hun plukked en Kiærminde,
Og hendes Kinder seent
Vil blive rosentrinde.
O de søde Tøse,
Listige, med Ynde;
Naar Engle os forføre,
Hvem maa da ei synde?
Louise, den Nonnelil,
Beder paa Knæ om Naade,
Af Andagt er hendes Blik
Og af Henrykkelse vaade.
Hvis hendes fromme Bryst
Ei nænner at fordrive dig,
Hun deler gavmild Brøden
Med eet: O Gud tilgive dig!
O de søde Tøse,
Listige, med Ynde;
Naar Engle os forføre,
Hvem maa da ei synde?
Th. Moore.