See disse Kirsebær! eengang yndige!
For længe i Solen prunked de Smaa;
Skjønhederne bleve for modne, for myndige,
Og snart vil de visne, snart forgaae.
For dem den letfærdige Fugl med Lyst
Før har hvæsset sit Næd til en Kiærlighedsdyst;
Den gjør det ei mere, den er ingen Gaas
At røre de runkne, naar friske kan faaes.
O Gud, hvis jeg ikke moraliseerte,
Hvor alle Piger da kom til kort!
Din Rosenskiønhed, den adoreerte,
Giemt alt for længe, den visned bort.
Forund mig derfor det søde Hverv,
At frelse din Yndighed fra Fordærv;
Men uden Opsættelse! vær ingen Gaas!
Hvem sukker for Gamle, naar Unge kan faaes?
Th. Moore.