Nymaanen skinner over Søens Flade,
Og Sneen glimrer i den krumme Gade.
Jeg og min Muse har af Drømmens Blomster
Oprettet os vor lille Barricade;
Ved Sengen sad hun hele Vinternatten,
Og var min Trøst — en dansk Scheherazade.
Ved første Morgengry hun tændte Lampen
Og lagde mig paa Bordet hvide Blade.
„Husk Dagens skjønne Fest! — hun hvidsked’ til mig, —
Og lad nu perle smukt dit Digts Cascade!
Viid, Du kan styre Pegasus i Flugten,
Og vov et Ridt, min tro Asklepiade!
Det hele Indhold maa Du kunne gjette
Af mine Øines smægtende Lançade;
Ei nogen Skildring ud af Hverdagslivet,
Ei heller en barok Bambocciade;
Men vi vil synge lidt i muntre Toner,
Og som i unge Dage være glade,
Idet vi bringe Damen, som vi hylde,
Ved hendes Slots Balcon en Serenade.
Ourebygaard skal høre mine Rythmer;
Tag Pen i Haand, og slip din Chocolade!
Jeg er lidt stolt, naar Husets Herskab finder,
At dine Vers er ikke altfor fade;
Jeg gider nok imellemstunder gjøre
I al Undseelighed en Slags Parade
For Sønnerne og for den faure Datter,
Saavelsom for Mamsellen og Hr. Schade.
Tag Blomstervasen frem! held paa Papiret
Din hele Helligdom af Rosenblade!
Du kan ei finde noget Smukt og Ziirligt,
Og ingen lyrisk Følelses-Tirade,
Som ikke passer træffende paa hende,
Hvis Fest vi feire med en Sangroulade!”
Det var de sidste Ord, som Musen talte. —
En Vogn kom dundrende paa Byens Gade! —
De brune Heste dampede paa Ryggen,
Og var istand til simpel Gallopade,
Men deres Hov slog ingen Hippokrene! —
De rev mig ud af Musens Embrassade.
Og Kjøresvenden var ei græsk af Aasyn,
Men med den gamle lollandske Façade.
Han saae med Rolighed, hvordan jeg putted’
Ho’det i Reisehuens Retirade,
Og at jeg stak i Lommens mørke Afgrund
De næsten ubeskrevne blege Blade;
Han kjørte mig til Kalløs dunkle Hytter,
Og til en dagligdags Jeremiade. —
Modtag da ved en Fest, som vel fortjente
Den bedste Hymne af min Sang-Cicade,
Modtag, hvad jeg paa denne Tid kan bringe,
Med alle gode Ønskers Ambassade:
Paa Aarets første Dag, med Skaansel, Frue!
En fattig Digters ufuldførte Klade!