Er Du en Christen? — spurgte du mig nylig —
Hvadeller en fortvivlet Hedning?
Snart til at troe det ene, snart det andet,
Gav mine Ord dig, Glut, Anledning.
Jeg tilstaaer dig, at det er længe siden,
Jeg tænkte paa en Sag, saa vigtig,
Og det er vanskeligt paa Øieblikket
At fatte Distinctionen rigtig
Dog eet: paa mine mange Synder troer jeg,
Og paa en Himmel — fast i Blinde!
Men jeg er sandselig, og kan min Lykke
Ei i Protestantismen finde.
Det Hellige maa mine Hænder røre,
Maa med det Jordiske sig blande,
Maa sig forvandle, under mine Bønner,
Til Guddomslegemet, det sande.
Saa kan jeg inderligen Een tilbede,
Som jeg har hos mig, i min Nærhed,
Hvis Hjerte banker som mit eget Hjerte,
Og som er fri for himmelsk Særhed.
Ja det er klart, jeg har den sande, rette
Fuldendte Tro, som skaffer Naade,
Som tvende saliggjør — som her i Verden
Kan kaldes den catholske, paa en Maade.
Det er min Tro; den har mig opretholdt
I mangen natlig Tvivlens Time,
Naar jeg omkring dit Landsted, Glut, spadseerte
Og turde ei paa Porten kime.