Hvor Alt er taust. Hvert Blad, hver løvrig Ranke,
Som kaad og overgiven før sig snoede
Omkring de smekkre Stammer, hvor de groede,
Til melankolske Hvelvinger sig sanke.
Dorsk flyder Aaen hen, den dunkelblanke.
Hvor øde, hvor den gamle Ridder boede
Hvor skummelt, hvor hans Seng og Lampe stode —
Jeg hører kun mit eget Hjerte banke.
Kun Duggens Fald i Haugens Buegange —
Et Gisp af Fisken i de stille Damme —
Og sagte Lyd af Hængeaskens Grene.
Her var jeg blevet — reentudsagt — lidt bange,
Hvis jeg sad eensom ved den mørke Stamme —
Men, Elskte, jeg er aldrig meer alene.