Venner, hvad skal jeg fortælle og sige?
Kragetæer gjør mit poetiske Kridt.
At jeg fik Ja af en femtenaars Pige —
Det var saa lige.
At jeg i Haanden blev trykket saa blidt —
Bagateller!
Taushed heller!
Alslags Henrykkelse er saa forslidt.
Viid blot: fortabt, med sværmerske Blikke,
Over en Krølle i Nakken jeg sad;
Glemte derover — I troe mig vel ikke? —
Spise og Drikke;
Rulled den sammen og skilte den ad;
Rødmed stille
Som den Lille,
Over et syndigt — jeg vidste nok hvad.
Moderen hvidsked i Øret paa Vatter:
Kom lad os gaae! Lad dem ene, de to!
Og de gik bort uden lange Debatter
Fra deres Datter
Kan da vel Nogen tænke og troe
Skulde jeg ikke —
Kom, lad os drikke —
Var det det hele? — Lad mig ha’e Ro —