Paa Stien nedad Bjerget
Var vi saa godt som ene;
Omkring os stumme Klipper
Og tause, grønne Grene.
Der løb saa mange Kilder
Langs Mosset ned i Kløften,
Der stod saa mange Skarer
Forglemmigei paa Grøften.
Den aldrende Duenna
Gik langsomt Veien hjemad;
Men hun, den unge Skjønhed,
Tilbage meer, end fremad.
Da hun tog Hatten af sig,
Fri i det Fri, paa Bakken,
Saae man først ret den runde,
Yppige Form af Nakken.
Jeg fulgte langsomt efter,
Jeg maatte Skridtet dæmpe;
Jeg havde ondt at gjøre
Ved mine Fjed at lempe.
Togange hun sig vendte —
Saae paa mig — forestil Dem!
De Blik begriber Ingen,
Som ei saae Mage til dem.
Der var i deres Heften,
I deres Pliren Noget —
Hvis der kan hexes, skeer det
Ved Hjelp af Øielaaget.
Bag denne gamle Træstub
Et Baand, et løsnet, bandt hun —
Og hvor Markiser lufter
Paa Hjørnet der, forsvandt hun.
Jeg skimtede i Mørket
— Skjøndt under Hjerteklappen —
De lysegraae Kamascher
Et Stykke op ad Trappen.
Saa ranke, støbte Former,
Saa marmorglatte — Himmel!
Blandt hundrede Antiker
Var jeg ei halv saa svimmel.