Romantisme

        Den franske romantik, romantismen, har først sin begyndelse i 1820erne, og viser sig forskellig fra den tyske — og dermed danske romantik. Mange mener, at romantisme ikke er at finde i Danmark, men den viser sig især som et modgreb til Biedermeier. Romantisme er den modernistiske romantik, i modsætning til Biedermeier. I mange henseender er romantisme nemmest at beskrive som det modsatte af Biedermeier, og det som Biedermeier vælger fra, er hvad romantismen vælger til.

        Refleksion er et fremtrædende træk i romantismen. Man tror ikke på nogen anden verden end den vi er i — modsat romantikkens dualisme. Den materielle verden er hvad der er, men da dette ikke er nok, skal kunsten give verden den manglende fylde gennem æstetikken eller f.eks. via det erotiske. Medens Biedermeier er funderet i en ubetvivlet tro er romantismen tvivlende og nogle gange ligefrem ikke-religiøs, som man ser når Aarestrup vender en kristen metaforik på hovedet. Der søges transcendens i det æstetiske, hvilket giver en meget form-orienteret digtning og en øget interesse for metadigtning, hvori en begyndelse til modernismen kan anes. Man er interesseret i effekter, brugen af kontraster, eksotiske ord bruges blot pga. deres klang, farver, den kulørte handling.

        Dobbelthed bliver et vigtigt tema — verden er både sort og hvid. Dobbeltgænger-motivet findes for alvor i denne periode: H.C. Andersens fortælling Skyggen, Aarestrups digt »Paa Sneen«. Man beskæftiger sig med den menneskelige skygge og skyggeside, f.eks. Carl Baggers roman Min Broders Levnet (1835) om en udsplittet person, eller St.St. Blichers novelle Sildig Opvaagnen om splittelsen og dobbeltheden.

        Romantisme er en stil mere end noget andet, og hvis man sætter det på en spids er der ikke noget udtrykt idé-indhold at finde bag den — kun form. Hvad angår billeder og scenerier opsøger romantismen det fremmede og eksotiske medens Biedermeierkulturen mest var interesseret i det danske.