Biedermeier

        Selvom Biedermeier-strømningen er en udløber af romantikken, viser den sig på mange måder som noget helt helt andet. Biedermeier er den romantik som ikke peger frem mod modernismen, det er den ikke-modernistiske romantik. Biedermeier er ikke nogen epoke eller periode, men en samling af faste stiltræk og motiver, samt en generel reaktionær holdning til samfundet og kulturen. Biedermeier afviger fra romantikken ved et fravær af den romantiske uendelighedsstræben og længsel, splittelsen, problematikken om jeg’et og identiteten, tvivl.

        I digtningen foregår der en stilisering, udvælgelse af det små, kønne, uskyldige, følsomme, intime, idyl, sentimentalitet. Man værgede sig mod det uoverskuelige, fremmede, vilde, farlige, seksualitet, lidenskab, aggression, eksistentiel refleksion. Stilistikken består af faste ornamenter (epiteton ornans.)

        Af Biedermeier-kulturens forfattere og maleres mest gængse motiver er hjemmet det vigtigste. Hjemmet sættes i et idyliserende lys, et interiør beskriver hjemmets intime stemning. Familiebilleder ser man en masse, genrebilleder som mor med barn på skødet, dyr men rare dyr, dagens dont med travle, flittige piger der spinder, osv. Et vindue tillægges en vigtig betydning i Biedermeier-strømningens motivudvalg, hvor der lægges en afstand til verden udenfor vinduet, modsat de romantiske malerier, hvor vinduet repræsenterede udlængsel, etc. F.eks. ses i Ingemanns salmer (egentlig aften- og morgensange for børn) at de ikke er bibelske. De er mere Biedermeier end strengt teologiske. Modsat Brorsons salmer findes ingen lidenskabelighed hos Ingemanns. Der har derfor også været en del diskussioner om hvorvidt Ingemanns salmer skulle medtages i kirkens salmebog.