Søren Terkelsen (Ukendt år–c. 1656)

Terkelsen, Søren, død 1656 eller 57, Toldembedsmand, Oversætter. Død 1656 eller 57 paa Lyngbygaard i Skaane. Gift 24. Marts 1639 med Elsebe Christophersdatter, død tidligst 1661, Datter af Renteskriver Christopher Iversen.

Om Søren Terkelsen vides intet, før han omkring 1624 blev Mønsterskriver ved Militæret. 1628 fik han Stilling som Renteskriver, næste Aar som Underskriver ved Klædekammeret, og 1630 blev han Kammertjener, ↄ: Sekretær, hos Christian IV. Faa Aar senere, 26. August 1633, udnævntes han til Tolder i Glückstadt, og af en ret rigelig Mængde Breve fra Kongen fremgaar det, at Søren Terkelsen i udstrakt Grad har gjort sig skikket til at udføre private Smaaforretninger for denne, ligesom han i Anledning af den udvalgte Prins Christians Bryllup 1634 fik en Del af de mange Kommissioner at udføre, som Kongen overdrog sine betroede Folk. Søren Terkelsen skuffede imidlertid som Embedsmand Christian IV.s Tillid og blev 1636 overbevist om uredelig Embedsførelse, men Sagen synes delvis at være blevet ordnet, thi Søren Terkelsen fortsatte — dog i mindre Gunst — i sit Embede til 1646. Han er derefter maaske i nogen Tid blevet boende i Glückstadt, var derpaa en Tid lang Ridefoged paa Vallø hos Christen Skeel, boede 1649 i Køge, hvorfra han rimeligvis er flyttet til Slangerup, hvor han 1653 pantsatte en Gaard. De sidste Aar af sit omstrejfende Liv menes han at have tilbragt, maaske i ret gode Omstændigheder, paa Lyngbygaard i Skaane, hvor han er død 1656 eller i Begyndelsen af 1657. At dømme efter gentagne Bønskrifter til hans Velynder Otte Krag og til Kongen selv faar man imidlertid det Indtryk, at Søren Terkelsen levede i yderst trange Kaar, og utvivlsomt har hans Embedsudygtighed og personlig uheldig Optræden i Forening undergravet hans Stilling. Mærkværdigt overdrevet forekommer i hvert Fald et Krav paa 18 000 Rdl., han mente at have paa Statskassen, og først 1662 afgjordes dette Stridsspørgsmaal med, at hans Arvinger fik udbetalt 200 Rdl.; men vist er det, at han — og efter hans Død hans Enke, der 1657 oppebar Landgilde af en Mølle i Frederiksborg Len og som 1661 boede i Frederik Tursens Hus i København — bestandig var trængt af Kreditorer, endog inden for den nærmeste Familie, til hvilken Forholdet var yderst spændt.

Naar Søren Terkelsen endnu huskes, er det da heller ikke som Embedsmand, men som Litterat. Hans Plads i dansk Litteratur er ganske vist i Henseende til hans Evner beskeden, han »giver sig intet ud for nogen Poet«, men Resultaterne af hans Virke er alligevel af ikke ringe Omfang. Søren Terkelsen var, gennem den lette Adgang, han i Glückstadt havde til at færdes i den litterært og musikalsk interesserede Kreds om Præsten og Digteren Joh. Rist i Wedel mellem Hamburg og Glückstadt, kommet den tyske Digtning paa Overgangen mellem Renæssance og Barok paa nært Hold. Ganske vist opnaaede han ikke at blive Medlem af noget af de blomstrende tyske Digterselskaber, og Rists egen »Elbschwanenorden«, som Søren Terkelsen havde været selvskreven til at træde ind i, skabtes først nogle Aar efter hans Død. Men af Hædersdigtene til de Værker, han udgav, fremgaar det, at han har haft nære Venner blandt Hamburgdigterne. Som litterære Forbilleder havde han som disse den store Martin Opitz og dennes Forbillede igen Hollænderen Cats, og blandt sine Venner og Aandsfrænder talte han foruden Rist Digtere som Paul Fleming, Jacob Schwieger, Georg Grefflinger og Philip v. Zesen. Er Søren Terkelsen end et ringe Medium paa dansk Grund for den spirende tyske Barokdigtning, saa opnaaede han dog, fordi han var en af dem, der først overførte den direkte til det danske Sprog, at sætte sit Præg paa dansk Litteratur og da navnlig paa Visedigtningens Udformning. I de sidste Aar af sin Funktionstid i Glückstadt oversatte han og lod trykke Strassburgeren H. M. Moscheroschs opbyggelige Skrift »En troe Faders christelige Siæle-Gaffue« (1645) og begyndte Udgivelsen af Honoré d’Urfé’s europæisk berømte, bindstærke Roman »Dend Hyrdinde Astrea«, som han fordanskede efter en tysk Oversættelse. Men denne, med maadelige Kobberstik rigt illustrerede, Bog fik ikke stor Afsætning, og indtil 1648 naaede kun 1. Dels tolv Bøger at udkomme, hvorefter Søren Terkelsen opgav den videre Udgivelse. Ej heller Størstedelen af hans andre Oversættelser har skaffet ham megen Vinding. Af den meget læste hollandske Læredigter Jacob Cats oversatte han de rimede bibelske Fortællinger »Jacobs Gifftermaal med Lea og Rachel« (1653) og »Grund-Gifter- maal . . . imellem Adam oc Eva« (1656). 1657 kom »Daphnizes Natte-Klage ofver Galathee Ubestandighed«, en forkortet og lokaliseret Omarbejdelse af Cats’ »Gaiathea eller Hyrdeklage«, og endelig 1675, mange Aar efter hans Død, ved Maleren Abraham Wuchters’ Mellemkomst, Søren Terkelsens Oversættelse, »Den christelige Hustrue«, af et Afsnit i Cats’ omfangsrige Læredigt om Ægtestanden, forsynet med Kobbere, som i deres Jævnhed næppe tør tilskrives den berømte hollandsk-danske Kunstner selv. Af Opitz udgav Søren Terkelsen 1656 i Oversættelse »Det roelige Bunde-Lefnet og Aggermandens Lyst«; efter hans Død kom 1661 Joh. Rists Passionsviser i en dansk Udgave, medens Boghandler Jørgen Holst til en af de senere Udgaver af »Regum Daniæ Icones« benyttede ham til at oversætte de tyske Kongerim som Frederik III.s Hofpoet, Søren Terkelsens Ven, Ad. Fr. Werner havde skrevet til Gengivelserne af de vævede Kongetapeter paa Kronborg. Det var ikke ganske lidt, Søren Terkelsen i den halve Snes Aar, hvor han virkede paa Litteraturens Omraade, fik trykt; men endnu en Del saa aldrig Dagens Lys, saaledes foruden de senere Dele af »Astrea«, heller ikke »En ganske ny aandelig Salme- og Visebog«, som nu findes i Manuskript i Karen Brahes Bibliotek, flere af Rists Samlinger m. m. Af alle Søren Terkelsens udkomne Skrifter satte dog intet saa tydeligt Spor som »Astree Siunge-Choer«, der i Aarene 1648–54 (Hæfte I, 2. Udg. 1657) udkom i tre Hæfter, hvert indeholdende 20 Viser. De tre »Snese« er »saaledes indrettede, at der udi findes Stemmerne til Mesteparten af de Viser, som udi den danske Astrea er indførte«. Astrea-Digtene nævnes dog kun som Fodnoter, thi da Søren Terkelsen ikke har kunnet fremskaffe de oprindelige franske Melodier, har han besluttet sig til at lade Sjungekoret for den alt overvejende Del bestaa af Oversættelser af Joh. Rists og Gabriel Voigtländers tyske Viser; Astrea-Sangene er saa føjet ind ved de Melodier, hvortil deres Metrum passer. Medens Rists Viser væsentlig bevæger sig inden for det kunstfærdigt hyrdepoetiske i Tidens yndede Stil, som nu faar sit store Gennembrud i Danmark, er Digtene fra Hoftrompeteren Voigtländers 1642 i Sorø udkomne »Oden vnnd Lieder« prægede af en folkelig Djærvhed i Slægt med de gamle Skæmtevisers og gaar undertiden langt ud i det uanstændige, samtidig med at de ikke sjældent forsøges sirliggjorte med Hyrdescenerier. Den Udbredelse, Sjungekoret fik, staar i afgjort Modsætningsforhold til dets kunstneriske Værdi. Hverken Rist eller Voigtländer hørte til Senrenæssancens betydelige Aander, og Søren Terkelsens egne Oversættelser har meget lidt digterisk Bevingethed over sig. Men det var Søren Terkelsens Fordel, at hans Værker og navnlig Sjungekoret blev trykt og derved kom ud blandt Folk, medens Bordings aandfulde og elegante Poesi og hans langt mere flydende Gengivelser af de samme tyske Digtere maatte vente endnu et Hundrede Aar paa at naa Landet over i andet end Afskrifter. Kunde end Rists og Voigtländers Visetekster i Søren Terkelsens stivbenede Oversættelser have svært ved for Alvor at holde sig levende, saa glædede til Gengæld Melodierne sig ved en Yndest, som holdt dem i Live mere end hundrede Aar. Utallige er de Flyvebladsviser og mere seriøse Sange, som løb Landet rundt til Melodier efter Søren Terkelsens »Daphnis gik for nogle Dage«, »Ak, Amaryllis« eller »Phyllis sad udi en Skøjte«, og med en Aktualitetssans, der i senere Slægtleds Øjne virker smigrende tilbage paa »Astree Siunge-Choer«, kaldte Kingo, da han 1674 begyndte Udgivelsen af sine Morgen- og Aftensange, sit Værk for »Aandeligt Sjungekor«, ikke for at laane Glans af det populære til sit eget, men for efter Tidens Skik med noget bedre aandeligt at slaa noget ringere verdsligt af Marken — ogsaa ved at bruge flere af de gængse Visemelodier til sine aandelige Sange.

Den Interesse, der var om Søren Terkelsens Sange, viser tilstrækkeligt tydeligt, at han paa et gunstigt Tidspunkt kom frem med noget, som tiltalte vide Kredse. Digterisk føltes Hyrdestilen som en velkommen og elegant Afløsning af den strengt belærende Tone, som den ret sparsomme dansksprogede Digtning hidtil havde bevæget sig i, og af Folkevisens Form, som paa den Tid havde sat sine sidste Blomster. Musikalsk betød Søren Terkelsens Viser Melodier af ny og livlig Velklang, en Afløsning baade af den høje og vanskelige Musik, som Christian IV. havde dyrket ved sit Hof, men som nu var stærkt paa Retur og som næppe havde sat sit Spor i andet end snævre Kredse, og af Folkevisemelodierne med deres Afhængighed af et ganske kort Strofeskema. Paa den anden Side havde de nye Melodier alligevel saa almenfatteligt et Præg, afledte som de var af franske Chansons, engelske Madrigaler, tyske og nederlandske Folkesange og —danse og italienske Musikstykker, at de umiddelbart maatte tiltale høj og lav, saa meget mere, som det største Krav, de stillede, var et meget beskedent Generalbasakkompagnement for Lut. Man kan maaske beklage, at ingen større Digter end 5. T. formidlede en ny Stils Indtrængen her hjemme, at ikke Arrebo eller Bording naaede at komme i den direkte Kontakt med Folk som Søren Terkelsen gennem sit Sjungekor. Digterisk raadede Kingo Bod der paa, men musikalsk blev Sjungekoret vort eneste Møde med det 17. Aarhundredes europæiske Strømninger inden for de mindre Vokalformer.