1.
Fillis sad udi en skøjte,
Koridon blæst’ i sin fløjte
hisset ved den klare strand
så højt at Fillis det hørte
og sit roer ej mere rørte;
thi drev skøjten på en sand.
2.
Fillis, der nu ikke kunne
få sin båd igen fra grunde,
endog hun nok brugte sig
og sig gjorde stor umage,
fik hun den dog ej tilbage;
derfor råbt’ hun: hjælper mig.
3.
Koridon stod bag de grene,
hemmelig lo ved sig ene,
tænkte Det er spil for mig,
Fillis har mig før foragtet
og det ordsprog ej betragtet:
Bladet kan snart vende sig.
4.
Derpå han begyndt’ at synge:
Aldrig kunne jeg betvinge,
Fillis, et godt ord af dig;
men nu est du sted i våde
må du trænge til min nåde
og begære hjælp af mig!
5.
Fillis vidste ej at råde,
derfor mått’ hun søg’ hans nåde
udi hendes store nød:
Koridon, dig nu bemøde
og fortryd ej dig at bløde,
ellers bliver jeg her død.
6.
Koridon vild’ ikke komme
før han stak sin pib’ i lomme;
da opskørtede han sig:
gennem vandet han så trængte,
men at piben ude hængte,
det var vel et artigt svig.
7.
Fillis sagde: Denne fløjte
volder, at jeg og min skøjte
ere komne udi vånd!
Koridon med stor umage
løfted’ skøjten hart tilbage,
at hun kom så af den sand.
8.
Der hun nu begyndt’ at skride,
Koridon stod til en side,
sprang til hend’ i båden ind,
sagde: Fillis dig tillave!
Femten kys vil jeg have
til min løn, nu for en vind!
9.
Fillis råbte: Jeg må sige,
al den stund at jeg var pige
gik det mig ret aldrig så;
sådant puds jeg nu må lide,
Koridon hør op i tide,
ellers skal du utak få!
10.
Koridon sin Fillis kyste,
båden hun begyndt’ at ryste,
thi en storm kom dem oppå;
op og ned sig skøjten kaste,
Koridon på roret paste.
Fillis råbte: Vi forgå!
11.
Koridon sin stav nedsende
udi dybet til sin ende,
råbte: Her er ingen nød,
ingen grund kan jeg her finde,
om end bølgerne gå trinde;
tilmed er og bunden blød.
12.
Vinden skal sig snarlig stille,
bølgerne ej mere spille:
Lov mig, når du est på land,
at du vil min kone blive
og din kærlighed mig give:
Derpå ræk nu mig din hånd!
13.
Fillis ikke gerne ville,
men fordi det var for silde
og hun tænkte nu ved sig:
Er han god, han bedre bliver,
Koridon jeg hermed giver
nu min venskab uden svig.
14.
Koridon du må selv råde,
men se vel til for os både
at jeg bliver ikke død!
Ak ja! sagde han: På fløjten
leger jeg; vi er i skøjten,
derfor har det ingen nød!
15.
Der de kame nu til lande,
lode de ad skoven stande,
siden så jeg dem ej mer.
Ej! Hvor Amor han kan spille,
når de unge selver ville:
Så går det vel andre fler.
16.
Sanden er det, som man siger:
Næsvished gør dyre piger;
havde Fillis i sin hu
ikke lyd på hyrdens fløjte
og så glemt at ro sin skøjte,
var hun muligt mø endnu.
17.
Agter dette, piger lille,
som så gerne sejle ville
hver udi sin egen skøjt:
Varer I vel eders skanse,
om i ville ikke danse
efter ungersvendens fløjt.