Alfred Lord Tennyson (1809–92)

Tennyson, Alfred, Lord, engelsk Digter, født 6. Aug. 1809 i Somersby i Lincolnshire, død 6. Oktbr 1892 paa Aldworth i Surrey. Han hørte til en gammel anset Lincolnshirefamilie. Bedstefaderen, der var velhavende Godsejer og M. P., gjorde sin ældste Søn — Tennyson’s Fader — arveløs til Fordel for den næstældste, medens Tennyson’s Fader, som en ikke attraaet Erstatning, fik Præstekaldet i Somersby. Den begaaede Uret havde gjort Faderen bitter, og muligvis er det Mindet om denne Bitterhed, der har givet Genklang i Maud. Største Delen af sin Undervisning fik Tennyson sammen med sine Søskende — der var 12 i alt, 8 Sønner og 4 Døtre — af Faderen, og i højere Grad fra Faderens Bibliotek, hvor han blev grundig kendt med sit Lands Litteratur. Som Dreng var det særlig Byron, der optog ham, og dennes Død gjorde et meget stærkt Indtryk paa ham. Sammen med Brødrene — eller alene — elskede han at strejfe om i sin Hjemegns Marker og Skove, eller om Sommeren langs Havet — Familien tilbragte altid en Del af Sommeren ved den nære Nordsøkyst — og hans tidlige Digte er gennemvævede med Indtryk fra denne Egns Natur, medens de senere mere har hentet Skildringerne fra Isle of Wight eller Surreys frodigere Natur.

Allerede som Dreng skrev han Digte og Dramaer, og 1826 udgav han sammen med Broderen Charles: Poems by two Brothers, der kun er Efterklang af Byron, Scott og Moor. Samlingen vakte ikke synderlig Opsigt, men indbragte dens Forfattere 20 Pund. 1828 immatrikuleredes de to Brødre ved Cambridge, hvor Tennyson trods sin Skyhed og hyppige Anfald af mørk Sørgmodighed vandt sig adskillige Venner — en Kreds af unge betydelige Mænd, der af Kammeraterne fik Navnet »Apostlene«, og som mødtes til Drøftelse af Tidens Spørgsmaal — ikke mindst de sociale. I In Memoriam No 87 har Tennyson skildret et saadant Møde med Hyldest til den af Kredsen, der blev hans intimeste Ven, Arthur H. Hallam. 1829 vandt Tennyson Universitetets Guldmedaille for Digtet Timbuctoo, skrevet i gode Milton’ske blanc-verse. Det vakte nogen Opsigt. Næste Aar fastslog han yderligere med Poems chiefly Lyrical sit Navn. I Sommeren 1830 meldte Hallam og Tennyson sig ved den spanske Insurgentfører Torrijo’s Hær, men uden nogen Sinde at se en Fjende; interessante Fodvandringer i Pyrenæerne var det eneste Resultat af deres Felttog. 1831 forlod Tennyson Cambridge, kaldt hjem paa Grund af Faderens Sygdom; Faderen døde allerede Maaneden efter; men endnu i 6 Aar blev Familien boende i Præstegaarden. Trods Tennyson’s Depressionsanfald var de to første Aar her lykkelige; Hallam var blevet forlovet med Tennyson’s Søster Emily og var en hyppig Gæst, og meget Friluftsliv udviklede yderligere Tennyson’s kraftige Konstitution, saa han, med Fitzgerald’s Udtryk, i sig forenede Apollo og Herkules.

1832 udkom Poems (dateret 1833), der med Digte som: The Lotos Eaters, Oenone, The Lady of Shalott, The Millers Daughter etc. er et forbavsende Værk af en Mand endnu ikke fyldt 24. Samlingen blev ret skarpt angrebet baade i Blackwoods Magazine og i Edinbourgh Review, og til den Smerte, som Kritikken voldte ham — og Tennyson var altid yderst følsom over for Kritik fra andre — kom saa i September 1833 Efterretningen om Hallam’s pludselige Død i Wien. Det var et næsten dræbende Slag for Tennyson. Hans Stemning i denne Tid fandt Udtryk i The two Voices, hvis oprindelige Titel var Thought of a Suicide, i Break, break og i O that ’twere possible, der senere blev Udgangspunktet for Maud.

I de følgende 10 Aar udgav Tennyson intet, men at han ikke havde været ledig, viste Poems 1842. Denne Samling er i 2 Bind, hvoraf første Bind for største Delen bestaar af Digte, der allerede havde været offentliggjorte i Samlingerne 1830 og 1832, medens andet Bind var nye. Skønt første Bind saaledes for største Delen var gammelkendt, var det ingenlunde det mindst interessante ved den stærke Omarbejdelse, flere af de medtagne Digte havde undergaaet; medens de fra 1830-Samlingen saa godt som alle er uforandrede, er det modsatte Tilfældet med dem fra 1832. Grunden er sikkert den, at medens i 1830-Digtene Formen er alt. Emnerne mindre, var 1832-Digtene prægede af den high seriousness, der nu var Tennyson’s digteriske Maal, og her ønskede han derfor det sandeste og simpleste Udtryk for sin Tanke eller Stemning, og Omarbejdelserne gaar da ogsaa i Retning af Udrensning af overflødig Ornamentering. Samlingen fastslog definitivt Tennyson som Tidens betydeligste engelske Digter. Hans økonomiske Forhold, der havde været tarvelige — en lille Arv var blevet ham franarret af en Svindler — bedredes ved en Aarpenge paa 200 Pund Sterling, som Peel skaffede ham 1845. 1847 udkom The Princess a Meoling, der, skønt svag, indeholder enkelte meget smukke Digte, og 1850 In Memoriam, en Samling paa 130 Digte til Minde om Vennen Arthur Hallam og skrevet de fleste i Aarene umiddelbart efter Vennens Død. For mange i Tiden blev In Memoriam en Slags poetisk Opbyggelsesbog. Samme Aar blev Tennyson udnævnt til poet laureate og ægtede Emily Selwood, med hvem han havde været forlovet i mere end 10 Aar, men hvem han af økonomiske Grunde ikke havde kunnet ægte. Hans første Digt som poet laureate er den smukke Ode on the Death of Wellington. I 1855 kom Maud, der ved sin meget bitre Satire og Forherligelsen af Krigens lutrende Magt vakte en Del Uvilje.

Med Poems 1842, In Memoriam og Maud naaede Tennyson Højdepunktet i sin Produktion. Meget fulgte efter: Idylls of the King 1859, der begynder den Række Digte om Kong Arthur og hans Mænd, der afsluttedes med en samlet Udgave i 1889; Enoch Arden and other Poems 1864 (hvori Northern Farmer i Lincolnshire-Dialekt); Ballads and other Poems 1880 (med Rizpah); Tiresias and other Poems 1885 og Demeter and other Poems 1889; men trods Skønheder her og der viser de en umiskendelig Nedgang. Hans Liv i disse Aar var i ydre Henseende lykkeligt. Han levede, som det passede ham bedst, tilbagetrukket, afvekslende paa en af sine to Landejendomme: Tarringford i Isle of Wright og Altworth i Surrey med sin Familie og var en Rejse bl. a. i 1883 sammen med Gladstone til Norge og Danmark, efter hvilken han blev optaget i Peerstanden. Han var elsket af sine Landsmænd og æret som Tidens betydeligste Digter; hans Tanker og Følelser svarede i højere Grad end nogen af hans samtidiges til Folkets. I sine senere Aar skrev han en Række Skuespil, der dog alle, og med Rette, havde en krank Lykke paa Scenen: Queen Mary 1875, Harold 1877, The Promise of May 1882, Becket 1885.

Foruden en Del af hans mindre Digte, der er oversatte af Caratis, har Ad. Hansen oversat Maud og Locksley Hall og A. Munch Enoch Arden og Idyllen om Kong Arthur.

Mellem de mange Udgaver af Tennyson’s Værker kan nævnes Works (17 vol. 1886–97), The Life and Works of A. Lord Tennyson ed. by Hallam, second Lord Tennyson (12 vol. 1898–99), Poems Annotated by A. Lord Tennyson ed. by Hallam, Lord Tennyson (9 vol. 1907–08), Poems of A Lord Tennyson, 1830–65. With an Introduction by T. H. Warren (The World’s Classics) 1910.

Hallam, T. Alfred Lord Tennyson A Memoir, 2 vol. [1897]; Samme, Tennyson and his friends [1911]; A. C. Benson, A. Tennyson [1904]; A. Stopford Brook, Tennyson his art and relation to modern Life [1894]; Andrew Lang, A. Tennyson [1901]; Sir Alfr. Lyall, Tennyson (English Men of Letters) [1902]; Churton Collins, The Early Poems of A. Lord Tennyson [1900]; Dybosky, »Tennyson’s Sprache und Stil« [Leipzig 1907]; Harold Nicholson, Tennyson [1923]; A. C. Bradley, A Commentary on Tennyson’s In Memoriam [1901].