Torquato Tasso (1544–95)

Tasso, Torquato, italiensk Digter, Søn af [Bernando Tasso (1493–1569), italiensk digter], født i Sorrento 11. Marts 1544, død i Rom 25. April 1595. Sin første Barndom tilbragte Torquato sammen med Moderen i Neapel, men i Tiaarsalderen kom han til Faderen i Rom, sammen med hvem han med korte Mellemrum levede til 1595, i hvilket Aar han sendtes til Padova for at studere Jura; han fik dog snart Faderens Tilladelse til at forlade dette Studium og vie sig til de humanistiske Studier, som ene interesserede ham. Allerede i Tyveaarsalderen skrev og udgav han et fortællende Epos Il Rinaldo, der vakte megen Opsigt. Fra 1565 kom han ind paa den Bane, der dengang plejede at være Litterater forbeholdt: Fyrstegunst og Hofliv. Det var i Ferrara, hvor fordum Ariosto havde nydt Beskyttelse og Hæder, at Tasso blev Kavaler hos Kardinal Luigi af Este; og snart efter traadte han i selve Hertug Alfonso II’s Tjeneste. Disse Aar var de lykkeligste i Tasso’s Liv; han fulgte Hertugen paa Rejser, digtede, studerede og arrangerede Hoffester. Til en af disse skrev han sit berømte Hyrdespil L’Aminta, opført 1573. Men længe varede denne lykkelige Periode ikke; thi efterhaanden udvikledes hos Tasso Spiren til en Sindssygdom, som han havde baaret i sig fra Fødselen af, og som naaede til voldsomt Udbrud 1576. Hvad der fremmede denne Sygdom, var dels heftige Feberanfald, dels religiøse Grublerier; den nervøse og karaktersvage Digter havde som Arv fra Renaissancens Blomstringstid en saa at sige hedensk Skønhedssans, der brødes mod de strenge Krav, som den fra Spanien udgaaede kirkelige Reaktion nys havde stillet. Han havde i disse Aar skrevet et stort episk Digt; Emnet var kristeligt, nemlig det første Korstog, men han spurgte sig selv, om ikke Behandlingen deraf var for verdslig; hvad vilde vel Inkvisitionen sige til den skønne Armida og hendes Tryllehave? Tasso havde ikke Mod til aabent at vedkende sig sin æstetiske Følelse og dens Berettigelse, og hans Sind var derfor sønderrevet og forpint; han troede sig forfulgt, paa Skraaplanet til Kætteri, og han hjemsøgtes af skrækkelige Drømme og Hallucinationer. Efter et Anfald af Raseri, hvorunder han nær havde stukket en Tjener ihjel, blev Tasso tagen under Forvaring (efter eget Ønske) i et Kloster, men derfra flygtede han 1577 til Søsteren Cornelia i Sorrento og kom her til Dels i aandelig Ligevægt, saa at han atter søgte Forsoning med Alfonso og opnaaede den. Det var nu Meningen, at han skulde komme til Ferrara og give sig ind under Lægebehandling; men da han havde hørt, at Hertugen havde gemt hans Manuskripter — vistnok for at værne dem mod deres egen Forfatter —, blev Hjemkomsten ganske anderledes end paatænkt. Helt ude af sig selv gjorde han offentlig Skandale foran Slottet i Ferrara (Marts 1579) og anbragtes nu med Vold i en Celle i Hospitalet Santa Anna, i hvilken Anstalt han opholdt sig til 1586 og i det hele og store plejedes godt, modtog Besøg (af Montaigne f. Eks.) og fik et Antal litterære Arbejder udført. Men hans Helbred bedredes ikke, om end han periodisk kunde befinde sig nogenlunde vel. En Indbydelse fra Gonzaga’erne i Mantova fulgte han, men blev der ikke længe, og nu begyndte en sørgelig og fleraarig Omstrejfen i hele Italien, under vekslende Religionsskrupler, dybt Tungsind, mat Selvopgivelse og opblussende Selvfølelse. Hans sidste Opholdssted var Rom, hvor Familien Aldobrandini, der hørte til hans Genis Beundrere, vilde foranstalte hans Digterkroning paa Kapitolium; men før denne kunde finde Sted, var Tasso død i Klosteret San Onofrio som Munkenes Gæst.

Tasso er ubetinget den italienske Poesis største Navn i 2. Halvdel af 16. Aarh., og et af den italienske Litteraturs allerypperste, og hans Person og sørgelige Skæbne, hvorom Eftertiden modtog legendarisk udsmykkede Beretninger næsten allerede fra hans samtidige, har altid interesseret medfølende, især romantisk anlagte Sind og indbudt til digterisk Behandling. Endog Forstandsmennesket Goldoni har skrevet et Skuespil »Torquato Tasso«; men det er Goethe’s fornemme og tankerige Drama med samme Titel, der maa betragtes som den ypperste Digtning over Emnet. Hele Kærlighedsintrigen er legendarisk; siden er at nævne Byron’s Digt Lament of Tasso; Ingemann’s Drama »Tasso’s Befrielse« er fra 1819. Komponister er ogsaa blevne inspirerede af Tasso’s Liv og Værker: Liszt til en symfonisk Digtning, B. Godard til et Koncert-Oratorium, Gade til »Korsfarerne«. — Naar Tasso har faaet en fremtrædende Plads i Verdenslitteraturen, skyldes det i første Række hans store nationale Kunstepos Gerusalemme liberata, oprindeligt kaldet Goffredo. I 20 Sange, hvis enkelte Strofer er Ottave Rime som Ariosto’s, omhandler dette Heltedigt Korsfarernes Tog til den hellige Gravs Befrielse, under Gotfred af Bouillon’s Anførsel; det begynder i Korstogets sjette Aar, har til Hovedemne selve den hellige Stads Belejring afsluttet med Erobringen, men desuden skildres en Del Sidebegivenheder, som dog alle staar i Forbindelse med den egentlige Fortælling. Det overnaturlige er her taget i Brug, Helvedsmagternes Forsøg paa at hindre Kristenhærens Fremtrængen, idet Troldkvinden Armida frister den italienske Helt Rinaldo, uden hvem Staden ikke kan erobres, til at glemme Kampen i hendes Arme, indtil Gud standser hendes Færd og bringer Rinaldo tilbage til Hæren, der allerede er ved at opløses. Ogsaa Tancredo’s Kærlighed til Skjoldmøen Clorinda, som han uden at genkende dræber i Tvekamp, og den blide Erminia’s ubesvarede Forelskelse i den samme Helt er vigtige Episoder i Digtets Handling. Gerusalemme liberata’s Anlæg er i høj Grad overvejet og Digtets formelle Fortrin store; Virgil og Ariosto er kendelig Tasso’s Mønstre, og medens han maaler sig med den første i Komposition og Beskrivelser, tager han Kampen op med den anden i Henseende til ridderlig Tone og sanselig Glød. Af sit eget giver han det melankolsk-lyriske Drag og den klassisk elegante, metriske Behandling af sit skønne Modersmaal, med nogen Tilbøjelighed til Maniererthed. Digtet gav straks ved sin Fremkomst Anledning til en taabelig og ubetimelig litterær Polemik, idet man gav sig til at sammenligne det og »Orlando Furioso«, og Crusca-Akademiet tog Parti mod Tasso. Gerusalemme liberata’s 1. Udgave (Venedig 1580) var ufuldstændig og fejlfuld, udkommet uden Forfatterens’s Tilladelse ligesom en Del følgende; Ferrara-Udgaven 1581 og Mantova-Udgaven 1584 danner imidlertid hæderlige Undtagelser; siden haves mangfoldige, af de nyeste bør fremhæves S. Ferrari’s (Firenze 1890) og A. Solerti’s (smst. 1895). Oversat i de fleste europæiske Sprog: paa Tysk ved Gries (1. Udg. 1800), Streckfuss (1822) og Duttenhofer (1840), paa Fransk bl. a. af Baour Lormian (bedste Udgave 1819) og Philippon de la Madeleine (1841), paa Engelsk bl. a. af Hunt (1819) og Wiffen (1825), paa Svensk af C. A. Kullberg (1860), paa Dansk af Christine Daugaard (1884, forkortet). — Plaget af Inkvisitorer og Forkætrings- og Helvedsprædikanter omarbejdede den arme Digter mod Slutningen af sit Liv sit Epos, der i den ny Skikkelse kaldtes Gerusalemme conquistata (Rom 1593), men med god Grund aldrig har slaaet an. Tasso er desuden Forfatteren til en Tragedie Torrismondo (smlg. E. Gigas, »Litteratur og Historie«, I, København 1898). Som en stor Lyriker, navnlig erotisk, viser han sig i sine »Rime« (Venedig 1562, 1581, 1583, 1585–87 og flere Udgaver); en Del af disse er henvendte til hans ungdomselskede Lucrezia Bendidio. Opere minori in versi er udgivne af Solerti (Bologna 1891 ff.). Men Tasso er tillige en udmærket Prosaskribent, baade Brevforfatter (Lettere familiari, Bergamo 1588, supplerende Samlinger i 17. Aarhundrede, samlet Udgave ved C. Guasti [Firenze 1853–55]) og Forfatter af Dialoger og lignende filosofiske og æstetiske Skrifter (udgivet af C. Guasti: Dialoghi [Firenze 1858–59] og Prose diverse [smst. 1875]). En stor samlet Udgave af Tasso’s Værker besørgedes i 33 Bd af G. Rosini (Pisa 1821–32).

P. Serassi, Vita de Torquato Tasso [Rom 1785]; A. Solerti, Vita di Torquato Tasso [Torino 1895], som udkom i Anledning af 300-Aarsdagen for Tasso’s Død og vistnok helt har gjort det af med de uhjemlede Sagn om ham; der er ogsaa en udførlig Bibliografi.