Tyge Rothe (1731–95)

Rothe, Tyge (Thyge) Jesper, 1731–95, Forfatter, Landboreformator, Filosof. Født 16. Januar 1731 i Randers, død 19. December 1795 i København (Nic), begravet samme Sted (Ass.). Forældre: Regimentskvartermester, senere Kancelliraad Carl Adolph Rothe (1689–1766, gift 1° 1723 med Cornelia Bekkers Molderup, 1702–27, 3° 1748 med Anna Hvalsøe, død 1756 (gift 1° 1726 med Hospitalsforstander, Borgmester i Nykøbing Falster Niels Hammer, død 1739 (gift 1° 1718 med Cathrine Garb, død 1718))) og Kirstine Margrethe Thygesen (Jespersen) (død 1746). Halvbroder til Caspar P. Rothe. Gift 22. April 1761 i København (Frels.) med Karen Bjørn, født 12. August 1742 i København (Frels.), død 12. Februar 1795 samme Sted (Nic), Datter af Handelsmand, Agent Andreas Bjørn og 2. Hustru.

Allerede 1744 blev Rothe Student fra Slagelse og 1747 (seksten Aar gammel) teologisk Kandidat, men interesserede sig mest for Historie og Filologi. Efter Huslærervirksomhed drog han paa en langvarig Udenlandsrejse til Tyskland, Schweiz og Frankrig. I Juni 1759 blev han ekstraordinær Professor ved Københavns Universitet og Lærer for den seksaarige Arveprins Frederik. Rothe var af Væsen en stiv, pedantisk Moralist, der ikke egnede sig til Pædagog. Bedre paa sin Plads var han vistnok som praktisk Embedsmand; 1761–63 og atter (uden Løn) 1769–71 var han Kommitteret i Generaltoldkammeret, lod sig af Struensee 1771 udnævne først til 1. Borgmester i København, hvad han var halvanden Maaned, og derefter til 3. Deputeret i det nyoprettede Finanskollegium med hele Landbovæsenet under sig; uden at have kunnet udrette synderligt i denne Stilling maatte han opgive den efter syv Maaneders Forløb ved Struensees Fald. Skønt han søgte ved offentlig at smæde Struensee at vinde den nye Regering, »forviste« denne ham til Segeberg, hvor han var Amtmand fra April 1772 til Jan. 1773. Dermed sluttede hans Embedsbane, bortset fra, at han fra 1765 i Egenskab af sjællandsk Godsejer var blevet Vicelandsdommer for Sjælland og Møen. Rothe havde 1762 købt Tybjerggaard, men han havde sit egentlige Hjem i København. Han virkede som ivrig og dygtig Godsejer, trods al Lærdom og Idealisme ogsaa med megen Sans for at varetage sine økonomiske Interesser i Forholdet til Bønderne. En Del af hans Forfatterskab er ogsaa viet Landbosagen, som han behandlede baade historisk i Skrifterne »Om Bryder« (1783) og »Nordens Staetsforfatning: før Lehnstiden« (I-II, 1781–82) og aktuelt i Skriftet »Dansk Agerdyrkeres Kaar eller vort Landvæsenssystem, som det var 1783« (I-III, 1, 1784–86). I disse Bøger priser Rothe med megen Patos »Odelsfrihed« og »Odelsbønder«, men kan i samme Aandedræt begejstret nævne danske Bønder, som er blevet Forpagtere. Hans Odelsdyrkelse hemmer ikke hans Tilslutning til det engelske Forpagtningssystem, som han i Virkeligheden vilde have gjort til Fremtidens Landbosystem i Danmark. For saa vidt stod Rothe altsaa meget paa Afstand fra den udprægede »danske Linie«, der sejrede gennem Landboreformerne, og hans Ideers Betydning for disse har været overvurderet.

Som Skribent kom Rothe i Vanry paa Grund af sit knastede Sprog med dets sære, selvlavede Ord, haarde Konstruktioner, eksalterede Udraab og hensynsløse Ortografi. Det maniererede i hans Prosastil tager til med Aarene; hans første større Skrift »Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet« (1759) — en Socialetik i Montesquieus Aand — som ogsaa stilistisk er en Efterligning af Fransk, er forholdsvis letlæseligt; i hans sidste Bog »Karen Biørns Minde« (1795), et Mindeskrift over Hustruen, udkommet paa hans egen Dødsdag, er hans Skrivemaade drevet ud i Karikaturen. Som Poet debuterede Rothe 1760 med »Ode efter Kongens Sygdom«, hvis Klopstock-imiterende Odestil (»Mod Dig kiæreste Folk! og mod Dig drage op! — I den taarnede skye rædsomste tordener« etc.) udæskede Latteren og fremkaldte en Sværm af (utrykte) Parodier; Digtet »Om Dagen den 17. Januarii 1772«, hvormed han forsøgte at vinde Guldberg, blev ogsaa parodieret; i Læredigtet »Udsigter over Menneskets Bestemmelse« (1779–81), en Efterligning af Popes »Essay on man«, findes adskilligt Sortsnakkeri. Lettest tilgængelige af Digtene er »Sange for den hæderlige Bondestand« (1785) og »En Christens Sange« (I-II, 1778–80), hvoraf et Par endnu har Plads i Salmebogen. — Rahbeks Karakteristik af Skribenten Rothe: Tankens Dag i Sprogets Nat, er træffende, og man begriber let, at hans Værker forblev ulæste. Een glødende Beundrer fik han dog efter sin Død, nemlig den unge Grundtvig, der har vedgaaet Fællesskab i historisk Syn med ham (Verdenskrøniken), hædret ham paa Vers med »Ved Tyge Rothes Minde« (1813) og (samme Aar) parafraseret »Karen Biørns Minde« i sit Digt af samme Navn. Aandsslægtskabet er ubestrideligt, Rothe er »en forulykket Grundtvig« (Vilh. Andersen), og navnlig har han paavirket Grundtvig ved sit historiske Hovedværk: »Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa« (I-V, 1774–83). — Rothe var Medstifter af Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskaber og et virksomt Medlem af Selskabet for Borgerdyd i dets første Dage.