Francesco Petrarca (1304–74)

Petrarca, Francesco, ital. Digter og Humanist, f. i Arezzo 20. Juli 1304, d. i Arquà 18. Juli 1374. Hans Fader, Notaren Petracco (Dim. af Pietro, heraf Sønnens Efternavn) di Parenzo var af politiske Grunde forjaget fra Firenze, og P. fulgte ham i sin Barndom fra Sted til Sted, indtil Familien opslog sin Bopæl i Avignon. P. studerede i Carpentras, siden i Montpellier (1319—23) og Bologna, Retsvidenskab efter Faderens Ønske, men ved Siden deraf efter egen Lyst Oldtidens Sprog og Litteratur. Da hans Fader døde, bosatte han sig i Avignon, lod sig præstevie uden dog at søge nogen højere gejstlig Værdighed og uden at opgive sine verdslige Tilbøjeligheder og kom i Forbindelse med indflydelsesrige rom. Herrer, navnlig af Slægten Colonna, som skaffede ham indbringende Kannikedømmer og andre Fordele. I en Kirke i Avignon var det, at P. 6. Apr. 1327 saa Laura, der fra nu af blev Genstand for hans begejstrede og inderlige Tilbedelse (se Laura). I de 21 Aar, Laura endnu levede, bevarede hendes Digter stadig den elskedes Billede i Hjertet og gav sine Følelser for hende Udtryk i Sang, og hendes Død inspirerede ham atter til talrige Sange. Imidlertid førte han et i ydre Henseende meget uroligt Liv; hans Rejser strakte sig baade over hele Italien og langt ud over dets Grænser. Mangfoldige er de ital. Byer, som kan mindes eet ell. flere Ophold af den berømte Mand inden for deres Mure, og især er at nævne Rom, Parma, Ferrara, Milano, Padua og Venedig, hvor fornemme Beskyttere gerne saa ham som Gæst og skænkede ham Hus og Gaver. Nogen egl. Embedsstilling vilde P. dog aldrig modtage, hvorimod han af og til paatog sig diplomatiske Sendelser for Velyndere, saaledes for de milanesiske Visconti’er til Kejseren i Prag 1356 og til den fr. Konge 1360 i Paris. Paa sine Udenlandsrejser kom han helt op til Nederlandene og de tyske Rhin-Egne. I Avignon var han sidste Gang 1353. Et Sted, hvortil P.’s Navn særlig er knyttet, er Dalen Vaucluse i Provence: her søgte han ofte hen i skønne landlige Omgivelser, syslede med Studier og drømte Digterdrømme ved Sorgue-Flodens Bred. Af fremtrædende Begivenheder i P.’s Levned er først og fremmest at anføre hans højtidelige Laurbærkroning paa Kapitolium i Rom 8. Apr. 1341; ogsaa Paris havde tilbudt ham denne offentlige Hædersbevisning, men han valgte Italiens gl Hovedstad. Da Cola di Rienzi 1347 gjorde et Forsøg paa at genoprette den antikke rom. Republik, fulgte P., der kendte Rienzi personlig fra Avignon, hans Værk med den mest levende Interesse, opmuntrede ham med flammende Digterord og vilde selv ile til Rom, da han standsedes ved Efterretningen om, at Tribunen var styrtet. Een Gang til blandede Digteren sig i de politiske Kampe: det var dengang, Kejser Karl IV gjorde sit Tog til Italien 1354; i flere Breve havde P. opfordret ham til at komme og frelse det af Partistridigheder hærgede Land, og da Kejseren kom, hilste han ham begejstret; men snart saa han sit Haab skuffet, da Karl atter drog hjem uden at have udrettet andet end at lade sig krone i Milano og Rom, og han udtalte det aabent til Herskeren selv. Ved et Besøg i Firenze 1350 stiftede han varigt Venskab med Boccaccio, og Aaret efter opfordrede Staden ham, den landsforviste Notars Søn, til at bosætte sig der, med Løfte om, at hans Faders konfiskerede Ejendomme skulde gives fri. P. vilde dog ikke gaa ind derpaa. I Arquà paa de euganeiske Bjerge ejede han en lille Ejendom, hvor han efter at være bleven svagelig tilbragte sine sidste Leveaar; der fandt man ham en Morgen pludselig død, med Hovedet hvilende paa en Bog. Sit Bibliotek havde han testamenteret til Venetianerne, til Tak for de Aar han havde levet paa Republikkens Territorium. P. var af Karakter et udpræget Følelses- og Stemningsmenneske, letpaavirkelig og fuld af indre Uro, dog en troende Katolik; hans Personlighed gjorde i det hele et vindende og indtagende Indtryk.

I to Retninger fik P. stor og vedholdende Betydning. Han er for det første en af Renaissancens Banebrydere, idet han ved filologisk og filosofisk Lærdom fremmede Studiet af Oldtidens Litteratur og Tænkning, især den latinske, men ogsaa den græske, om end han her kun naaede at kaste et Blik ind i det forjættede Land, thi det lykkedes ham kun i ringe Grad at tilegne sig Homer’s Sprog trods ivrig Granskning i et Homerhaandskrift, han besad, og som han regnede for en kostelig Skat. Han samlede paa Haandskrifter, Mønter og Oldsager, besøgte med Andagt Romertidens Mindesmærker og stræbte i en stor Del af sine litterære Frembringelser at efterligne Oldtidsforfatterne direkte. Hans latinske Værker er talrige, var i sin Tid højt ansete og betragtedes af ham selv som den Del af hans Forfatterskab, hvorpaa hans Berømmelse væsentlig skulde hvile; Eftertiden har dog underkendt denne Dom. I Prosa har P. paa Latin skrevet nogle religiøs-filosofiske Skr, navnlig De contemptu mundi, De vita solitaria og Dialogerne De remediis utriusque fortunæ, de hist. Kompendier De rebus memorandis og De viris ittustribus, flere Stridsskrifter og mindre Afhandlinger samt et stort Antal meget interessante Breve, der indeholder mange Bidrag til hans Livshistorie og Karakteristik. Cicero er hans sproglige Mønster, og hans Belæsthed i Oldtidslitteraturen kommer stærkt frem i de nævnte Bøgers Indhold. Hertil slutter sig Heltedigtet Africa, om Scipio Africanus den Ældres Bedrifter, en Forherligelse af det antikke Rom, af ret betydelig poetisk Værd; desuden et Antal Hyrdedigte og nogle værdifulde Epistler paa Vers. Men som Digter naar P. højest i sin italienske Poesi; han er ved den bleven som en Ledestjerne for hele den nyere Lyrik og har virket langt ud over sit Fædrelands Landomraade. Hans Canzoniere, Samlingen af hans lyriske Digte, omfatter 317 Sonetter, 29 Canzoner og en Snes Digte i andre Former; Indholdet er med faa Undtagelser erotisk, Kærligheden til Laura er Emnet, og de fleste er digtede, medens hun var i Live. Det synes, at P. i sine ældre Aar saa paa denne Ungdomsdigtning med noget ringeagtende Blik, men da den nu een Gang havde vundet Ry, smigrede dette ham, og han ordnede som gl Mand Digtene til en rettet og renset Udgave. P. har endvidere paa Italiensk skrevet 12 allegoriske Digte i Terziner, paavirkede af Dante og med Titlen Trionfi, ↄ: Kærlighedens, Berømmelsens o. a. Triumfoptog; trods smukke Enkeltheder kan de ikke maale sig med Canzonieren. I formel Henseende er P. højlig at beundre som Versifikator og Sprogkunstner, hos hvem en ægte Følelse ofte bryder frem; men fri for Kunstleri og selvbehagelig Pyntelighed er han dog ikke altid. Til hans skønneste Digte hører Canzonerne Chiare, fresche e dolci acque og Nella stagion che’l ciel rapido inchina samt (uden for de erotiske) Italia mia, benchè’l parlar sia indarno og Spirto gentil (maaske henvendt til Rienzi). Ved den indsmigrende og blødt personlige Digtning i Modersmaalet er det da just især, at P.’s Navn i lange Tider kom til at staa som endnu større end Dante’s; de »petrarkiserende« Lyrikeres Tal blev Legio, atter og atter opstilledes han i alle Henseender som Mønster til Efterligning, og først Italiens Genfødelsestid ved Slutn. af 18. Aarh. gjorde Ende paa Ensidigheden og Overvurderingen uden dog at skrive i Glemmebogen, hvad Landets eget og i det hele det nyere Aandsliv skylder den udmærkede Mand.

1) Biografisk o. desl. Boccaccio’s Biografi af P., udg. af D. Rossetti [Triest 1828], derefter en Del i 15.—16. Aarh.; De Sade, Mémoirés pour la vie de F. P. [Amsterdam 1764—67]; A. Mézières, P., étude d’après de nouveaux documents [Paris 1868, Ny Udg. 1895]; L. Geiger, »P.« [Leipzig 1874]; G. Körting, »P.’s Leben und Werke« [smst. 1878]; de paagældende Afsnit i Bartoli’s og i Gaspáry’s Fremstillinger af den ital. Litteraturs Historie; P. de Nolhac, P. et l’Humanisme [Paris 1892, 91. Hæfte af Bibliothèque de l’École des Hautes Études]; B. Zumbini, Studi sul P. [2. Udg. Firenze 1896]; J. H. Robinson, P. [New York og London 1898]; fremdeles en Mængde Monografier og Tidsskriftafhandlinger af forskellige. Interessante ny Synspunkter i et Par Arbejder af Fr. Wulff [1901—02]. En Petrarcabibliografi er udg. af J. Ferrazzi [Bussano 1877], fortsat af E. Calvi, 1877—1904 (Rom 1904].

2) Udgaver og Oversættelser. P.’s Værker hører til de Bøger, der tidligst tryktes, navnlig i Italien, baade enkeltvis og i Samling. De lat. udgav S. Brandt samlede [Basel 1496], derefter udkom de forøgede 1501 [Venedig] og 1554 [Basel]; i sidstnævnte findes ogsaa de italienske. Africa er udg. af F. Corradini [Padua 1874]; Brevene ved Fracassetti, først de lat. Originaler [3 Bd, Firenze 1859—63, samt Annotationes 1890], derefter ital. Overs. med Kommentar [7 Bd, Firenze 1863—67 og 1869—70]. Af Canzonieren og Trionfi eksisterer talrige Udgaver, deriblandt mange kommenterede; en af de oftest optrykte ældre var Vellutello’s [1. Udg. Venedig 1527]; nævnes kan ogsaa G. Leopardi’s [Milano 1826] og C. Albertini’s [Firenze 1832]. A. Hortis’ Scritti inediti di F. P. [Triest 1874] er af Bet. Men en helt ny Retning har Udgivelsen af P.’s Digterværker taget, siden man fremdrog det til Dels egenhændige Haandskrift af hans ital. Vers; det findes i det vatikanske Bibliotek [smlg. P. de Nolhac, Le canzonière autographe de P., Paris 1886]. Paa Grundlag heraf fremkom G. Mestica’s værdifulde Udgave af Rime [Firenze 1896]; senere en Kommentarudgave [smst. 1899] ved Carducci og S. Ferrari. Trionfi udkom i ny kritisk Udg. ved C. Appel [Halle 1901]. Af Oversættelser er der især mange tyske, hvoraf Krigar’s [1855] er at fremhæve; paa Dansk er enkelte af P.’s Digte gengivne af Oehlenschläger og P. L. Møller).