Alfred Ipsen (1852–1922)

Alle Gedichte von Alfred Ipsen auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Ak, der er nok af disse Folk, der raabe

Ak hine første, sommerlyse Nætter

B

Bort med de sorte Skoler!

Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop

D

Da denne Tidende blev Kongen bragt

Dagen derpaa kom Flores hjem

De luntede sindigt med Paraplyer

Den drysser, den drysser den hvide Sne

Den gamle, søde Galskab vaagner

Den Gang jeg naaede

Den højeste Gud at søge

Den lille Brønd, den staar saa sælsomt stille

Den lille Pige var saa skøn

Den sidste af de store, hvide Svaner

Den tapreste Ridder lod Kongen væbne

Den unge Dronning er bleven saa bleg

Der er en Flok, hvem Sangen ej kan naa

Der er i hele Verden

Der er Viljer, der kæmpe sig frem i det pansrede Stævne

Der gaar et Sus gennem Lindeløvet

Der var en Slægt, som ingenting forstod

Der var en Tid, da Sangen var Gæst

Der var en Tid, jeg nær var gaaet til Grunde:

Der var i min Bolig

Det er en kjendt Historie

Det er ikke de store Storme

Det gik som Daries havde sagt

Det glitrer fra den høstlighøje Himmel

Det rusker ved min Rude

Det stænked fra Søen, og Bølgen brød

Det summed i Salen

Det var Aften, da de naaede

Det var en af disse stille

Det var i de gamle Dage

Det var i den sidste Nattevagt

Det var i den tidlige Morgenstund

Det volder den Sang i de grønne Skove

Dog var det jer, I kække Ungersvende

Dronningen gik til Kongen

Du Sol, der altfor stolt og høj

Du, som kun kender til Trang og Nød

Dæmrende Aften, kom fra det blaa!

E

En avant, min Bror, hvis Du véd, Du har Ret

En Celle bør Du have i dit Indre

En drømmende, dybsindig Holger Danske

En evig Længsel blev vort Rejsefølge

Ensom vandrede jeg gennem Natten

Er det nu en Tid for Vers?

Et bronzefarvet Løv af Solen spættet

Et dobbelt Segl for Skæbnens Bog er sat

Et fælles blev de dødeliges Kaar

Et Livslys slukkes ud saa her, saa dér

Et Aarhundred tilbage, det var i Marseille

Evighedens Tavshed hviler

F

Fat Mod, fat Mod en Gang Dig selv at være

Feliks Konge i Murcialand

For længe jeg sad i min Klostervraa

For slig en underlig Verden

Foraarets Luft den er saa stærk

Fra Beludator Flores og hans Mænd

Fra dette Kuldens og Taagens Land

Fremad med dundrende Stempelslag

Fritænker eller Kristen lige meget

G

Græskarret gulnes i min Moders Have

H

Hedt brænder Solen paa de brede Fliser

Hist ligger Skoven som et blaaligt Krus

Hjem fra Kampen og Sorgen

Hr. X. er ærgerlig, det ser man paa Gebærden

Hvad er det for en trolddomsagtig Magt

Hvad gør det, om en enkelt Stemme tier

Hver Gang vi en af Pynterne maa klare

Hvert Land paa Jorden producerer Sit

Hvide Snebær, hvide Snebær

Hvor Bøgeskoven lukker sig

Hvorfor bestandig haste med at tvinge

Hvor Solen dog er gusten, mat og bleg!

Hvor store Bregner tavs i Skyggen staa

Højt over Verden

Højt paa de højeste Bakker

I

I det aarle Daggry rejste

Igennem Lunden der gaaer et Gys

I gyldengrønt og yppigt Græs

I kende alle Visen om Svend Trøst

I Kunsten er just det den store Fare

I Roser, i Roser vil jeg køle min Pande

I unge Hjærter skriv dit Navn

J

Ja, jeg var Skeptiker en lille Stund

Jeg elsker dette Liv med samt dets Skygge

Jeg er ingen Lejesvend

Jeg gad entre op i et gyngende Mers

Jeg havde vandret længe, langt af Led

Jeg hilser Dig paa din Kommandobro

Jeg ligger blandt rødmende Ranker

Jeg mærker ikke til Vinter, jeg mærker ikke til Vaar

Jeg sad og vented under Birkens Susen

Jeg sad paa Skibsbroen — stærk var Stimlen

Jeg ser endnu det malede Stakit

Jeg staar i det gamle Kloster

Jeg vandrer i Haven

Jeg vilde, der var i Verden et Sted

K

Kan noget være sødt som det at vide

Karon, Du gode Færgemand

Kender I Inspirationens Magt?

Klag ikke over, at Natten veg

M

Man siger, Tiden føder ingen Digter

Mens Hjærtet kæmper ensomt i sin Celle

Mens vi ubekymrede

Mit Hjærte ligner fast et Galleri

Mørkt staar paa Nattens Baggrund hver en Skygge

N

Nok er der, som paa Tiden føre Klage

Nu blomstrer Orkideen i Skove

Nu, da den larmende Dag er død

Nu daler Solen hist bag Fyrrestammer

Nu fejes Røret for sidste Gang

Nu flammer Ilden i min Ovn

Nu fælder Skyen sin Taare

Nu ligger Søen blank som et Speil

Nu svinger Stormen sin Hundepisk

Nu sværme glad de sommerlige Bier

Nu sænker Dagen sit Hoved

Nu tegner Solen med sin gyldne Griffel

Naar Dødens Skygger mørkne

Naar Foraaret sætter sin Fod i vort Land

Naar Hebe skænker os sin gyldne Drik

Naar jeg en Gang skal lukke Øjets Laag

Naar Stedmorsblomstens Klynger

O

O, der var Jubel, der var Leg og Sange

O Frihed, hellige Frihed

O, Frihed, rul dit staalblaa Banner ud

Og den har aldrig grædt for Guld

Og deres Hus skal hurtig lades øde

Og der var Fred, den dybe Midnats Fred

Og jeg vilde fæste paa Solen mit Øje

Og nu vil jeg glemme min Vunde

O jeg gad gribe Solens Lur

Oprigtig talt, der kræves ikke mere

P

Piskene knalde og Hestene fare

Prægtigt! Prægtigt!

Paa Bjælker hviler det gamle Hus

Paa fjerde Dagen skimted de en Strand

R

Regnvaadt og blankt er hvert et Bladesmykke

Rygtet flyver over Land og Vand

S

Som et luftigt Rosenblad

Sommernætter! Sommernætter!

Som Nikodemus villig nok vi hylde

Syngende Lærker

Saa stod jeg da i Skoven

T

Tager bort Mangfoldighedens Prisme

Tal ud! Læg ikke dine Ord i Tvang

Tidslen er en ussel Blomst

Ti Du, o Frihed, er den hellig’ Aand

Til Babilon! Til Babilon

Til Dig, vort Modersmaal, vi alle bejle

Ti Mile lang er Babel

U

Under en lazurblaa Himmel

Usynligt kredser Tiden om vort Hoved

V

Ved Dig, o Jesus, fæster ej min Tro

Ved Livet, ja ved Livet dog vi hænge

Ved Skillevejen mellem Nat og Dag

Velkommen blege Efteraar

Vi binde en Krans af Perler

Visselig er jeg beruset

Vist er der Vers at ligne med Feston’er

Vi trænger til en Opsang, en Sang, vi kan forstaa

Vaagn nu op af din Dvale