En Morgenstund ved Havets Strand,
hvor lyse Anelser den vækker!
Det er, som om en kjærlig Haand
sig kvægende paa Hjærtet lægger.
Thi Havet møder som et Blik
i mørke Øjne, som vi kjende,
hvert Sejl er som et Lykkebud,
der endnu ikke slap af Hænde.
Det Hele er en Blomstergrav,
hvor hver en Strid er bragt til Hvile,
jeg kaster ogsaa min deri,
da ser jeg Freden rundtom smile.