Fjærnt lyder end Musikens Lyd; men her
den stille Nat inddysser mine Sanser,
den hele Aften var min Sjæl Dig nær,
nu gad jeg sove helst; men Du, Du danser.
Det hører ikke op, faar ingen Ro,
højt Kjærter flamme, Violiner lege;
de muntre Rækker danse to og to,
og Alt er Glød — kun dine Kinder blege.
Men danse maa Du, naar en fremmed Arm
med dristig Hast sig om din Midie slynger
og fører Dig afsted i Dansens Larm
— jeg ser din Skikkelse, hvor let den gynger.
Natluften vifter kjølig paa min Vej,
og Blomsterduft betager mine Sanser,
den hele Aften har jeg tænkt paa Dig,
nu gad jeg sove helst — men Du, Du danser.