Dæk hende med Roser, Roser,
men aldrig en Kvist af Gran;
hvem fulgte hende ej gjerne
bort til det stille Land?
Tidt maatte hun smile, smile,
skjønt hendes Hjærte var træt;
men nu har hun fundet Hvile,
nu sover hun ung og let.
Hendes Liv var Drejen, Drejen,
til vilde Toners Hast,
nu fandt til Fred hun Vejen,
hun holder for evig Rast.
Hendes Sjæl var bundet, bundet
i denne snævre Dal,
i denne Nat har hun vundet
Dødens den vide Sal.