Hele Natten, Søvn! fra mit Leje veg Du,
kvæged ej min Sjæl med din Valmustængel,
stod med jernhaard Mund og med isgraa Øjne
stirrende paa mig.
Da, mens træt jeg laa, paa mit hede Leje,
kom til mig et Syn over fjerne Vande,
rørte blidt min Kind og mit trætte Øje
kvægende fanged.
Dig, Du uforsonlige Afrodite,
saa’ jeg lig en Sol i din Nedgangs Gløden,
snehvid, marmorkold og med Haaret opløst,
saa’ dine Duer.
Med uvillig Fod og med stridig Vinge
droge de din Vogn, og med Halsen drejet
fæsted deres Blik sig endnu ved Lesbos,
ved Mytilene.
Hørte Luftens Drøn af Eroters Fodtrin,
som naar Tordenskrald gjennem Natten ruller,
med et Sus, en Klang, som naar mægtig Stormvind
udfolder Vingen.
Saa’ Gudinden fly fra sit Hjem paa Lesbos,
hørte Lyd af Trin og af Vinger trindt om,
fjærnt fra lød et Kor som af Kvindestemmer
brydende Mørket.
Sang, der lød som Bud fra et dødsdømt Hjærte,
selv Eroter græd, og af Angest lammet
samled Musers Flok sig omkring Apollo,
lytted med Blegnen.
Medens Lesbos’ Mø, den tiende Muse,
sang en uhørt Sang, stod de andre stumme,
lytted tavs med Graad, og om deres Pande
Lavrerne visned.
Visned Blad for Blad; men om hendes Hoved,
om det løste Haar og den hvide Tinding,
bleg som Bjærgets Sne eller Græs om Høsten,
blegnet af Solen,
stod et Flammeskjær, lig en evig Krone,
selv den uforsonlige Afrodite
lytted da og græd, ja en slig var Sangen,
at selv Gudinden
raabte rørt: Kom hid til mit Bryst, o Sappho!
Dog hun saa’ det ej for Eroters Vinger,
saa’ ej Taarens Slør om Gudindens Øje,
mærked ej heller
Vingeslagets Sus fra det lette Forspand,
ej Gudindens Bryst, hvor det skjalv i Graaden,
ej det løste Haar og de kvalfuldt vredne,
løftede Hænder.
Saa’ kun Lesbos’ Børn over Lyren bøjet
smelte hen i Kys under Sangens Toner,
Kys som Solens Ild, og han, hendes Elsker,
fagrest af Alle.
Saa’ kun Læbers Smil og de hvide Fingres
Greb om Lyrens Streng — og de slanke Armes
elskovsfagre Leg; men højt over Alle
saa’ hun lig Ørnen,
saa’ sin egen Sang lig en Ørn at stige,
født af Lidenskab og af fuldendt Vellyd,
skjøn som Bølgens Leg, naar den skumhvid sprøjter
op imod Klippen.
Greb da Lesbos’ Mø og med Haanden strøede
blodrødt Rosenflor af en hellig Blomstring.
Da Eroter selv sig i Angest trængte
om Afrodite.
Rædselsslagne stod de betagne Muser;
Guder blegned selv; thi en slig var Sangen,
Alle veg i Skræk og i vild Forvirring,
flygted’ for Sangen.
Snart stod Landet tomt og dets Kyster øde,
rigt paa fager Sang kun og golde Kvinder:
dog ved Solfaldstid i den røde Aften
træffer man stundom
ensom, uforstaaet ved de stengraa Strande
Skyggen af en Sjæl, af en fredløs Kvinde,
af en lesbisk Mø, der forgjæves søgte
Tvætning i Lethe.
Døbt i Taarers Ild og i Toners Vellyd
stiger da en Sang mod den blege Himmel,
Sang, saa Klipper selv maa af Medynk skjælve,
klagende Sange.